Flystyrtet

Det var lørdag, d. 21 december 1991. Det var en af de kolde vintermorgener med sne og isglatte veje, og jeg havde som sædvanlig sovet over mig og var for sent på den. Men i dag var det en meget dårlig dag at være sent på den. Jeg skulle nemlig flyve til Warszawa i Polen for at besøge min gode veninde Kathrine, som studerede i byen. Så skulle vi flyve videre til Australien og fejre jul og nytår i storbyen Sydney. Jeg skyndte mig at låse døren til min lejlighed i Stockholm og løb så hurtigt jeg kunne mod metroen, som jeg nåede i sidste øjeblik. Da jeg stod i metroen, kom jeg i tanke om, at jeg faktisk skulle flyve alene for første gang. Den tanke skræmte mig mig meget, men på den anden side vidste jeg, at det ville blive en kort flyvetur, og at det er meget sjældent, at et fly styrter ned, så hvorfor skulle det ske for mig. Jeg stod af metroen og gik ind i lufthavnen, hvor der som forventet var kaos. Der var jo kun 3 dage til jul og alle skulle hjem til deres familier med gaver. Jeg skyndte mig igennem alle sikkerhedsforanstaltningerne, og fandt gaten, hvor de allerede var igang med at boarde flyet. Jeg havde helt glemt, hvor nervøs jeg var, indtil jeg fik godkendt mit pas, og boarding pass og gik hen af gangen mod flyet. Da jeg kom ind i flyet, blev jeg mødt af smilende svenske stewardesser, der guidede mig hen mod min plads. Jeg havde plads 11C, som heldigvis var en vinduesplads, dem elsker jeg. Få minutter efter at jeg havde sat mig, kom der et sødt ungt par, som skulle sidde ved siden af mig, og de virkede meget søde. De spurgte hvor jeg skulle hen, og så fortalte jeg dem også om at jeg var meget nervøs, men de beroligede mig med, at det nok skulle gå, så det gjorde mig helt rolig igen. Flyet begyndte stille og roligt at trille, og jeg kunne høre kaptajnen over højtaleren sige velkommen og derefter erklære klar til takeoff. Jeg kiggede på det unge par og kunne se de holdt i hånden og gav hinanden et sødt blik, og det fik mig til at tænke på min kæreste, Nicolaj, som allerede var rejst til Australien for flere måneder siden. Flyet kørte nu hurtigt hen af landingsbanen, og mine tanker farede rundt, men før jeg nåede at blinke, var vi allerede sikkert i luften. Alt gik som det skulle indtil videre, og parret ved siden af var allerede faldet i søvn. Jeg satte min mobil på flytilstand og startede min yndlings playliste med Ed Sheeran og lukkede stille og roligt mine øjne. Ca 15 minutter senere vågnede jeg med et sæt, da jeg kunne høre et højt spektakel. Det var stewardesserne, der havde væltet hele madvognen, så der lå brød, te og kaffe over det hele. Et værre rod, som nok ville tage lidt tid at ordne, men alle andre virkede ikke særlig påvirket over det og parret ved siden af havde stadig øjnene lukket. Jeg startede igen min playliste, og kun 5 minutter senere var madvognen klar igen, og jeg fik lidt at spise. Flymad er jo aldrig noget at råbe hurra for, men det mættede, og det var det vigtigste. Efter det tog jeg mit “Vi Unge” blad frem og bladrede lidt i det, men så ville jeg prøve at sove igen. Jeg var næsten faldet i søvn, da jeg igen vågnede med et sæt. Flyet rystede voldsomt, og det havde jeg aldrig prøvet før. Alle vågnede, og jeg kunne høre børnene græde, og hvordan panikken bredte sig i flyet. Efter 5 minutter kom der endelig en stemme over højtaleren. Det var kaptajnen, der sagde at der var sket noget med flyets venstre vinge, så vi blev nødt til at nødlande et sted i Sverige. Jeg begyndte straks at græde, fordi jeg blev så bange og mine tanker fløj rundt i hovedet på mig. Jeg sagde ikke et eneste ord, da jeg godt kunne regne ud, hvad klokken havde slået. Mit liv lå nu i pilotens hænder, og tanken om min begravelse sad fast i mit hoved, og jeg kunne ikke få den ud. Hele min familie, Kathrine og Nicolaj i sort, stående lige foran kisten, hvor jeg lå, med tårer løbende ned af kinderne. De ville hulke og hviske til hinanden, at de aldrig fik sagt, hvor meget de elskede mig. Parret ved siden af mig, som ellers havde virket glade og rolige, var pludselig helt stille og de sagde heller ikke et eneste ord, de stirrede bare tomt ud i luften, men de holdte stadig godt fast i hinanden. Nogle enkelte passagerer rejste sig, for at se hvad der skete, men fik hurtig og kontant besked på at sætte sig omgående. Iltmaskerne faldt ned fra loftet, og der blev bedt om at tage diverse sikkerhedsudstyr på. Der blev hele tiden talt over højtalerne til os, så vi var fuldt klar over, hvad det var der skete, og hvor vi skulle lande men sekunderne i flyet føles som år, hvornår ville det her få en ende. Pludselig kunne jeg mærke et sug i maven, og flyet dykkede en hel del. Jeg kiggede ud ad vinduet, og kunne tyde en mark under os, og nu var vi helt tæt på jorden. Lige om lidt ville vi lande et eller andet sted i Sverige, hvor henne vidste jeg ikke, det hørte jeg ikke, da kaptajnen sagde det. Døden var nær, og jeg frygtede landingen utrolig meget. De sidste 10 sekunder før vi ramte jorden, føltes som flere timer, og der var fuldstændig stille. Så skete det endelig. Der lød et enormt brag, som næsten lød som en bombe, og alle røg frem i deres sæder. Stilheden lagde sig igen i flyet. Jeg blev svimmel, og mine øjne lukkede mere og mere i, indtil jeg gik helt ud. Da jeg vågnede, kunne jeg høre gråd og skrig. Jeg begyndte stille roligt at komme til mig selv igen, og jeg kiggede omkring men kunne ikke se, om nogen var kommet til skade. Kort tid efter kom der en masse redningsfolk ind i flyet. Jeg rejste mig forsigtigt op og fik et syn jeg aldrig havde troet jeg ville se. Flyet var gået i 3 stykker, men alle så ud til at være i live. Der kom en mand og hjalp mig ud, og jeg kom ud i sikkerhed. Jeg var en af de første der kom ud, og jeg begyndte med det samme at ryste og græde på samme tid. Ikke så meget, fordi jeg var i smerter, eller fordi jeg frøs mere, fordi jeg var så chokeret. Chokeret, over at jeg havde været med i noget så urealistisk som et flystyrt, og over, at jeg rent faktisk kunne have været død. Efter en time var alle kommet ud, og der var ikke sket noget med nogen, udover nogle få knubs. Pludselig kunne jeg høre nogle komme gående bag mig. Jeg vendte mig om, og kunne genkende, hvem det var. Det var parret som jeg havde siddet ved siden af i flyet, som smilede til mig og sagde med glade stemmer. “ Vi havde jo ret. Det gik jo alt sammen.”