I 1915 blev kvinder tildelt stemmeret til Folketing og Landsting i Rigsdagen på lige fod med mænd. Forud var gået årtiers kamp for at opnå denne stemmeret, fra det første lovforslag blev fremsat i Folketinget i 1886.
Undervejs i processen organiserede flere og flere kvinder sig i valgretsforeninger, hvorfra de på forskellig vis agiterede for deres ret til at stemme. På Rigsdagen, hvor kampen for valgret skulle vindes, blev spørgsmålet om kvinders valgret gennem årene behandlet i en række debatter. Her var situationen imidlertid, at hver gang et lovforslag om kvindelig valgret blev fremsat, blev det vedtaget i det venstredominerede Folketing, men nedstemt i det højre dominerede Landsting. Derfor var det først efter Systemskiftet i 1901, hvor Landstinget mistede indflydelse, og først efter opnåelse af kommunal valgret i 1908, at kvinder som led i grundlovsændringen i 1915 blev tildelt stemmeret til Rigsdagen.
Debatten om valgret til kvinder kom for alvor på den politiske dagsorden, da venstrepolitikeren Fredrik Bajer fremsatte et lovforslag om kommunal valgret til kvinder i 1886. I sit indlæg i forbindelse med lovforslaget argumenterede Bajer for, at kvinder burde have stemmeret på lige fod med mændene, da han ikke så nogen grund til, at de skulle være udeladt fra det politiske liv på samme måde, som børn og forbrydere var det. Da forslaget kom på dagsordenen igen i 1887, fremhævede Bajer, hvordan inddragelsen af kvinder kunne blive en gevinst for lovgivningsarbejdet, ligesom han lagde vægt på vigtigheden af, at kvinder fik direkte indflydelse i det politiske liv. Forslaget blev vedtaget i Folketinget og derefter videresendt til Landstinget. Her blev det imidlertid afvist, og under debatten tog Carl Ploug i sit indlæg afstand fra forslaget i skarpe vendinger. Han argumenterede blandt andet for, at kvindens plads ikke var i det politiske liv, men i den hjemlige sfære.
Det er gratis at oprette en konto