Safari i Serengeti: en mindevækkende oplevelse

Bump! En blå, lille flaske shampoo faldt ned fra øverste hylde i brusekabinen, og spredte sig hurtigt ud over det våde flisebelagte gulv. Vandet fra det store brushoved landede lydløst på de blanke, grå fliser som kastede vandet til alle sider. Idet vandet og den flydende sæbe mødtes, mærkede jeg en velkendt duft. En særlig blanding af roser og lavendel fyldte lynhurtigt mine næsebor. Hvor kendte jeg den duft fra? Jeg mærkede, hvordan jeg stille og roligt blev trukket tilbage til 2013. Jeg lukkede langsomt mine øjne, og så hvordan min rejse til Tanzania på safari tydeligt begyndte at tegne sig, og frembringe billeder i mit hoved. Duften stammede fra hotellets shampoo.

Jeepen kørte ud fra vores lille luksus hotel, og lidt væk fra den grå, kedelige hovedvej. På hovedvejen var der en by, men forholdene her var noget jeg aldrig havde set magen til, husene menneskene boede i, var lavet af sølv aluminiumsplader, tynde vægge af hø samt afføring fra deres lokale køer. Deres døre bestod af små og nedslidte forklæder. Inde i huset stod 2 dobbeltsenge, som var lavet af koskind og træ. I sådan et hus boede 2 voksne og 6 børn. Det var alt hvad de ejede, ud over et par geder og køer der ikke var ved hjemmet. Via en meget snørklet og besværlig vej kørte vores guide os ind igennem en sort massiv port, hvorpå der stod med kæmpe, hvide bogstaver ”Welcome To Serengeti”. Vores guide kørte ind på en meget kendt nationalpark, Serengeti. Jeg kunne se omridset af nogle høje bjerge langs højre side, mens en kæmpe, grøn og frodig græssteppe kunne ses til venstre. Jeg så græsset bevægede sig, da vinden blødt kom glidende henover det. Dyrene på steppen var vidunderlige. Der var en stor antilopeflok som spiste af det mørkegrønne græs, et dusin bøfler i et mudret og beskidt vandhul, giraffer i flere størrelser, nogle små, nogle store, som spiste af træer så høje som huse, og en zebraflok som fredeligt gik langs jeepen, så tæt på, at jeg kunne røre dem. Jeg så gruset fra vejen vi kørte på, danne en ørkenfarvet støvsky bag os. Solens skarpe og varme stråler oplyste alt, og skyerne var ingen steder at se. Ud over den svage summen fra jeepens motor, kunne jeg høre fuglene synge. De lød glade. Der var en form for opmuntring og glæde i deres kvidrende stemmer, som gjorde mig så inderligt glad, at et stort bredt smil bredte sig i ansigtet på mig.