Jeg sad i flyet på vej hjem til Danmark. Jeg skulle endelig hjem fra en lang skiferie med veninderne i Stockholm. Jeg havde lovet min mor, at jeg ville vende tilbage til Danmark før jul. Heldet var med mig, og jeg fik bestilt flybilletten tre dage før jul. Jeg fik købt julegaver, tøj og den nye Justin Bieber parfume. I flyet fik jeg den bedste plads; nemlig ved vinduet. Vi sad i næsten en halv time i flyet, før alle passagererne fandt deres pladser. Mine veninder og jeg sad på første række, og vi kunne se besætningsmedlemmerne. Starten af køreturen var virkelig langsom og kedelig, da passagererne bare sov. Maria snorkede og lænede sig opad mig, men heldigvis havde jeg nogle høretelefoner.
Vi nåede ikke så langt, da piloten sagde: ”Jeg er jeres pilot Stefan Rasmussen. Spænd jeres sikkerhedsseler, og hold hovederne nede”. Jeg kunne mærke panikken sprede sig i mig. Da jeg så på Maria, kunne jeg se, at hun ikke havde det spor bedre end mig. Alle de andre passagerer gik også i panik. Spørgsmål flød rundt i hele flyet, men stewardesserne og piloten besvarede ingen af dem. Jeg holdte fast i håbet om, at vi nok skulle klare den. Alle blev bange, de var helt ophidsede. Jeg følte mig egoistisk, da jeg kun tænkte på min egen overlevelse. Det kunne også være, at vi måske ikke overlevede. Jeg så mig omkring og så en gammel kone nævne guds navn utallige gange. Jeg begyndte at være panisk, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg nu skulle gøre. Jeg var helt trist, fordi jeg ikke havde set det komme. I forhold til de andre prøvede jeg trods alt at bevare roen. Piloten prøvede at berolige os ved at fortælle os, at han prøvede alt, hvad han kunne. Spørgsmål til piloten lød igen, men igen besvarede han dem ikke.
Det er gratis at oprette en konto