Mit frirum: et essay om barndom og afsked

Jeg stod i min have med vemod i maven. Jeg skulle lige til at give slip. Sige farvel. Sende en del af mit barndoms fundament videre. Mit liv, som havde været en stor, rodet byggeplads var blevet modnet. Blevet til et solidt fundament af beton. Uknækkeligt. Nu stod det næste indryk af håndværkere klar, væggene skulle op, og langt ud i fremtiden ville taget komme på som livsopgørelse. Det havde ligget der altid, som en oase fra hverdagen stress og jag, de hektiske stunder. Det svigtede aldrig. Nu stod det blot som en fugt-magnet, som en dårlig samvittighed, langt nede i baghaven, som forsvandt det dybere og dybere ud i en uoverskuelig horisont. Helt ned bag krattet. Det kunne ikke følge med, det separerede sig. Mit fundament var blevet dannet, tiden var inden til, at det blev nedpudset. Det skulle gøres klar til at blomstre op i en ny persons navn. Nu skulle jeg give afkald. Sætte det på et fly med kurs mod det ukendte. Hvorhen, med hvem, vidste jeg ikke. Det havde tjent sin pligt. Jeg var nervøs for det ukendte, men jeg havde en svag overbevisning om, at det var det bedste.

De ankom gennem havelågen, som var omkranset af traditionel dansk havearkitekturraditionel dansk havearkitektur.avearkitektur.hænder værk an. g kortere.lstok.slip på et menneske . Mit hjems kolde skygge ramte mig, imens jeg stod oppe på terrassen. Nedstirrede dem. Jeg stod der rigtig jysk, trit og jernfast så modtagerne af mit værk an. De kom gående ud af sollysets klare stråler. Heltemodigt drog de sig nærmere, skridt for skridt, ind i et ukendt farvand. Hvidt og jomfrueligt. Konen iført en kulørt grøn kjole. Manden bar håndværker-looket gennemført. Han måtte være reklamebureauernes yndlings segment at ramme, så lige til, så enkel, så umiddelbar. Manden gik dog i ét med tapetet, det var farven grøn, der virkede dragende mit kolde blik. Deres skridt blev tungere, mit ansigtsudtryk mere stramt. Jeg stod dér i skyggen så sart og skrøbelig, Maude Varnæs i en nøddeskal. Den dag, det sekund, havde vi noget særligt tilfældes, vi gemte os begge bag gardinets velpolerede facade. Hun skimtede ned Korsbæks nyankommne gæst, Mads Skjern, jeg på mine egne gæster. Vi stod begge to, lige naive, med ubevidstheden om at det nyankommne en dag ville overskygge, overrumple det vante. Overrumle os selv. For Maude skete det i Matador afsnit 16, jeg selv bliver nok aldrig konfronterede med det.