Jeg kiggede ud af vinduet. Jeg plejer at elske regnen der falder, se den lande hvorefter en ny bevægelse tager sig i vandpytterne. Ring efter ring kommer, det gentager sig selv. Regnen klaskede mod ruden, ikke længere blidt og smukt, men arrigt, ubehageligt og voldsomt. Gråt, alting er gråt. Ser kun grå. Bevæger stille mit blik ned på det slidte, mørkebrune køkkenbord. Følger stille revnerne i bordpladen, hvor derefter mit blik lander på mine hænder. Mine lyse, grimme og uplejede hænder ryster, mens tårer fylder mine øjne og gør dem klare som spejle. Det føltes så forkert. Skal, skal ikke. Kan det overhovedet holde? Det kunne da ikke gå i stykker nu. Det måtte det ikke. Her sad jeg i frustration, uvidende om hvad jeg vil med mit liv. Lige nu kunne det tage to veje. Det sidste halve år havde jeg ikke lavet andet end og bede til den gud, som jeg ikke engang tror på. Ikke bede om godt vejr, ikke bede om at mine nære eller kære havde det godt, ikke bede om verdensfred. Nej, jeg havde været egoistisk. Hver evig eneste nat lød min bøn sådan:
'Kære gud. Jeg beder dig, lad hende elske mig for evigt. For evigt skal hun elske mig, til den dag vi dør, skal vi elske. Kun elske hinanden. Jeg elsker hende, det gør jeg. Lad hende elske mig. Amen' Sådan havde jeg siddet, hver evig eneste aften, det sidste år med rystende hænder, gråd i stemme og tårer silende ned af mine kinder. Gentaget mig selv, kun fordi jeg ikke vil miste. Måske er det ikke idéen om, at miste et andet menneske, men det at være bange for hvad der nu vil ske med mig, om jeg nu skal miste mig selv. Jeg føler mig svag, som om nogen havde taget min sjæl. Taget alt, der var mig.
Det er gratis at oprette en konto