Jeg mærker et sug i maven. Dig. Det er dig, jeg kommer for. Det er dig, jeg kommer for at se. Du er sikkert den sidste, der kommer til at se mig. Måske. Jeg kan jo ikke vide, hvornår det sker.
Vinduet er stadig koldt. Dug løber ned, mødes med andre dråber, bliver større, til sidst en stor dråbe af dug fra en rude. Der er ikke ret mange i flyet. Sæderne er af mørkeblåt læder, og der er indbygget nakkestøtte. Det er godt for mit trætte hoved. Alligevel er jeg ikke træt. I hvert fald ikke træt af at tænke på dig.
En baby, to sæderækker længere nede, begynder at vræle. Det er okay, tænker jeg. Det er fint. Vi har jo alle grædt sådan en gang. Mit armbåndsur fortæller mig, at der er en time til, at vi lander. Jeg kan næsten ikke vente. På den anden side, når jeg først er landet, og møder dig, går der jo ikke lang tid før, vi skal vi farvel. Igen. Så jeg kan godt vente. Jeg har masser ting at tænke på. Eller måske skal jeg få sovet lidt?
Jeg bliver vækket af støjen fra de rustne højtalere, hvor en stewardesse fortæller, at der nu er et kvarter til, at vi lander. Vi bliver bedt om at spænde sikkerhedsselerne. Jeg undlader at gøre det. Ved ikke hvorfor. Jeg kan bare ikke se en mening i at gøre det. Hvis flyet styrter ned, dør vi jo alligevel. Det er jo ligesom, hvis en rødhåret, tager faktor 10 på, i en ørken. Nytteløst. Det hjælper alligevel ikke noget. Dør man, så dør man. Og hvis man er rødhåret så bliver man skoldet. Derefter dør man. Jeg dør også. Det gør babyen, der har vrælet den sidste halve time, også. På et tidspunkt. Præcis hvornår, kan vi ikke vide. Flyet gør sig klar til at lande. Jeg mærker suget i maven igen. Jeg kigger på uret. Syv minutter endnu. Jeg trækker på smilebåndene. Jeg rykker mig tilbage i sædet og tygger hårdt på mit tyggegummi, for at undgå de propper man altid får i ørene, når men letter og lander.
Det er gratis at oprette en konto