Fsa opgave 2013 enken

  Hun kalder, kalder efter sin længsel, hendes længsel til sin elskede.  Den eneste tanke der køre rundt i hendes hovede er “hvorfor, hvorfor lod jeg ham springe  ud?” enken husker det som var det igår, han sprang ud.  Udover den skarpe klippe ned i det dybe hav, hvor det eneste man kunne se ned var det  brusende vand, som om bølgerne aldrig blev trætte. Lyden af træer som hvisler i vinden og  bølgerne der bruser over, så husker hun også dagen derpå. Hun gjorde sig ingen undren  over hvad han ville oppe på klippen den dag, glippede alt for hende.  Da hørte hun denne lille fugls smukke melodi, den gjorde hende nærmest helt rolig.  hun udstrålte den her rolige aura ud fra hendes sjæl, da fløj nogle tanker igennem hendes  hovede, men denne gang var det nogle lidt særpræget tanker som passerede hende,  de var meget usædvanlige og skræmte endda hende selv.  Hvad hvis hun efterlod alt, godset, tjenestefolkene, gartneren og alle bekymringerne.  Hvad ville det gøre godt? Ville det gøre til nogen nytte at efterlade alt, folk ville stå uden  arbejde, godset ville stå tomt og hun ville lide den samme skæbne som hendes elskede  gjorde.  Da hun tænkte på det på den måde virkede det hele så tragisk og dystert, som om hendes  sjæl forvandlede sig til et mørkt hul, alt virkede så koldt og forandret.  Hun kunne ikke stoppe det, hun var så tæt på,hun stod på kanten af klippen iført hendes fine  klæder. Sådan ville hun lide sin skæbne i samme tragedie som hendes sørgmodige afdøde  mand.  Da var det i den lille stund hun stod på klippen og skulle til at lade sig falde ud over, lade  vinden bære hende ned i havet og lade sig selv flugte med bølgerne.  Der var det som om hun hørte hendes mand, de eneste ord der lød i hendes øregang var  “lad din krop finde ro, der hvor du føler dig hjemme”  Det eneste sted hun havde følt sig hjemme i lang tid, var i hendes afdødes arme.  Lige der i dette præcise øjeblik vidste hun hvad hun skulle gøre,hun kastede sig udover  klippen, men hun så ikke hele hendes liv, passere forbi hendes sind i sit fald.  Hun så alt hun nogensinde havde elsket, alt der nogensinde havde haft en betydning for  hende. Det hele føltes som den første gang, ikke den første gang hun red på en ganger,  eller den første gang hun gjorde hendes mor og far stolte.  Det hele føltes som den første gang hun blev elskovs varm.  Som den følelse du får når du ved at du er på din rette vej, når du bare ved at her høre man  hjemme. Hun fik den følelse fordi hun vidste at når hun endelig havde fundet fred i hendes  sjæl, da ville hun blive genforenet med hendes elskede endnu engang.  Alting ville føltes som første gang de mødtes. da hun endelig ramte vandet, mærkede hun  tusinde knive stikke gennem hende, men hun fandt fred, hun fandt fred i hendes sjæl til sidst.  Havets mange blå bølger førte hende, de førte hende hjem, der hvor hun altid havde følt sig  tryg netop i hendes elskedes arme.