Arv og miljø i 'Den grimme ælling' og 'Ørneflugt'

Den grimme ælling, er et eventyr af Hans Christian Andersen, fra 1844.

Miljøet:

Miljøet i teksten er meget simpelt beskrevet. Forfatteren gør brug af få, stereotype tillægsord, som ”Det var så dejligt ude på landet; det var sommer… og her lå en and på sin rede.”

Miljøet bevæger sig gennem 4 faser. Fra hver fase gennemgår miljøet en udvikling. Man kan beskrive miljø-stemningen således:

1. Sommer, ”Det var så dejligt ude på landet; det var sommer! Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge… der var rigtignok dejligt derude på landet!”

> Udvikling, miljøet bliver langsomt mere uhyggeligt.

2. Efterår, ”Nu faldt efteråret på, bladene i skoven blev gule og brune, blæsten tog fat i dem, så de dansede omkring… rigtignok ikke godt.”

> Vinteren kommer. Vi mærker aldrig rigtigt en ordentlig hård vinter. Meget typisk for romantikken er det, at det aldrig, bliver helt uhyggeligt. Jeg vælger at kalde det romantisk uhygge.

3. Vinter, ”Og vinteren blev så kold, så kold; ællingen måtte… og frøs så fast i isen”

> Lige før man rigtigt føler sig skræmt, lysner det op. Vi er i en romantisk periode, og det mærker man tydeligt ved den romantiske uhygge. Foråret viser sig i en genkendelige side. Klichéerne flyver én om ørene, og alt er igen på plads.