De andre i andegården hakker på den og siger mange grimme og sorgende ting til den. Til sidst begyndt moren også at blive ”sur” på den, hun synes ellers godt om den grimme ælling i starten, men da alle de andre bliver ved med at mobbe den, er der til sidst ingen der kan lide ham, og derfor har han meget lav selvværd.
H.C. Andersen skriver således, for at beskrive at ællingen har meget lav selvværd. Ællingen er vant til at blive mobbet, og tænker derfor nu meget dårligt om sig selv. Derfor bliver man også meget påvirket af miljøet, da det her er ”miljøet”, som mobber ællingen.
Efter mange år, hvor ællingen har fået besked om; ”Du er ikke god nok”, så tænker ællingen også sådan om sig selv. Ællingen synes ikke den fortjener noget ”godt”, når alle synes den er så forfærdelig og forkert, og derfor har han lært at leve med det, hvilket er ret trist.
Her ligger H.C. Andersen meget vægt på arven, da det er arven, som redder ællingen til sidst. Det er arvens skyld, at den er anderledes, hvor den så er blevet mobbet pga. den er anderledes, men til sidst finder den de andre svaner, og bliver en del af et fællesskab, hvor den passer ind. H.C. Andersen ligger derfor stor vægt på arven, og de egenskaber, som man er født med og ikke miljøet. Det er ligesom med H.C. Andersen ham selv, da han ikke have en god barndom og kom fra en fattig familie, men alligevel blev han en verdenskendt forfatter.
Det er gratis at oprette en konto