Jeg forestiller mig, at når jeg flyver ind over Grønland, så kælver isbjergene hvidt. Kraftige stykker af is styrter i havet, fryser i et splitsekund; et brag så øresønderrivende, at også jeg stivner: et sekund, et minut - længere.
Ruden på det runde vindue er kold. Udenfor skygger flyets vinge for et stykke af udsigten af det Danmark, som hele tiden bliver mindre. Som en barndomsskov, man husker endeløs, men som senere viste sig bare at være en samling træer, en lille hund.
Markerne bliver til skyer - på et tidspunkt - puder og dun, der dækker mit synsfelt og hele vinduet: så er vi igennem skydækket, vattet forsvinder under os, himlen er klar igen, og endnu en gang undrer jeg mig over, at jeg er her. At det er muligt.
I luften, i flyet, på vej.
Jeg er en fugl, en halvstor unge, faldet ud af reden: alene.
Det er dét ord, der pulserer i min krop, dét ord, der får mine arme til at spredes og afgive sved, ganske let. Det ord, og så dig.
Det er måske ikke så svært: at gå ud af flyet. Sige farvel til stewardessen. Gå ned ad en korridor, ud i ankomsthallen, og så dig.
Det er gratis at oprette en konto