Analyse af Signe Wennebergs 'Tidsbilleder'

Jeg vil redegøre og diskutere ud fra Signe Wennebergs tekst, tidsbilleder, 1997.

Fire stykker is i en pakke, to børn og to voksne på ferie, altid den idylske familie, den er den man hører om, og den der er vigtig. Vi giver hinanden illusioner af hvordan den perfekte familie er, med udflugter og evig kærlighed til hinanden. Men i det er stik modsat i det moderne samfund giver os tid og plads til, det sker ikke meget mere at det vare for evigt, og folk bliver skilt meget mere end tidligere. Børnene går tit rundt med en illusion om at mor og far bare lige holder en pause og de snart bor sammen igen, det her bliver for de fleste børn en evig illusion, og et evigt ønske om at se dem lykkelige sammen igen og leve som de gjorde da man født. Signe Wenneberg skriver i sin tekst tidsbilleder om hendes syn på skilsmissebørn og hvordan hun har oplevet tre skilsmisser plus det løse. Hun skriver ”hver generation må gøre sine egne erfaringer. Lære af egne fejltagelser og fejre egne succeser” og hun siger også at det intet med social arv har at gøre. Med det mener hun selvom, ens forældre er blevet skilt og hele ens familie kan være skilt behøves det ikke at betyde noget for hende, for det går ikke i arv, og at hver generation må lære af sig selv ikke sine tidligere generationer, vi må tænkte selvstændigt og vi bestemmer selv hvordan vores forhold bliver. Hun siger dog også at, hun hele tiden stiller sig selv spørgsmål for at ændre det som hendes forældre gjorde galt, hun lever i konstant frygt. Det ligger ikke i socialt arv, men man tænker stadig over om man har arvet det, om forholder kører på skinner hele tiden så det ikke går galt. At medierne gør dem til ”århundredets tabere” selvom de lever som alle os andre og har det fint, faktisk har flere af dem sikkert bedre efter deres forældre blev skilt. Hun skriver om fire-familien som er et dogme, en udstilling for den perfekte familie, den, som bliver brugt til at sælge rejser og lave reklamer. Hun mener at vi er vokset op med det i hele vores liv, med fortællingen om Pippi langstrømpe, og børnene i Bulderby, der har været sære familie, men aldrig oplevet en skilsmisse. Hun mener faktisk selvom at nogle skilsmissebørn bliver mobbet, er de bedre rustet end et barn fra en norm familie, fordi skilsmissebarnet kender konsekvenserne og ved at livet kan være hårdt og træls. De børn har fået redskaber gennem deres kriser, for ingen krise varer ved, så de ved de kommer over det. Der er altid lys i den anden ende af en tunnel. Skulle det nu gå galt og de bliver skilt i deres voksen liv kender de jo turen som Signe udtaler og ved at tage et par forholdsregler bliver det ikke verdens ende, ikke fordi de gerne vil, de vil gøre alt for ikke og blive skilt, fordi de vil være romantiske og have tryghed hvis mangler den og fordi de selv vil slå distancen. Hun mener at kontrol er kodeordet, skilsmisser, forelskelser, bryllupper, og børnefødselsdage er ikke noget der bare >sker< sådan som man tror det skete for ens forældre, det er noget man selv vælger, det hele er et stort ansvar der ligger på ens skulder.Signe mener at der er lidt godt og meget skidt ved at være skilsmissebarn, bekymringen alene kan være en stor ting for en mindreårig, hun mener også noget andet skidt er at hendes far dør, og sukker over alle de spildte chancer for at være sammen, alle de minder hun går glip af fordi hun kun har været der på halvtid. Måske kunne hun have sagt farvel uden fortrydelse hvis hende forældre var blevet sammen siden den dag i kirken.Hun ved ikke om hun ville være en gladere person i dag hvis hendes forældre ikke var skilt, for så havde hun bebrejdet hendes forældre for at have levet et livløst liv, uærligt, ulidenskabeligt og ulideligt let. Hun fortæller til sidst om en dag i april hvor hun sidder på terrassen med sin mor og hendes veninde, de ser Signes barn klatrer i et valnøddetræ som hendes bor fik, som et symbol på liv og kærlighed, hun fik det da hun blev gift tredje gang.