I går da jeg så dig ved kirken overraskede du mig. Jeg har savnet dig virkelig meget.Jeg troede at du var død, da de nævnte dig i blandt de forsvundne soldater. Men jeg tog fejl og det er jeg glad for. Jeg havde ikke tænkt at jeg nogensinde skulle se dig igen, og da slet ikke på den her måde. Men som du nu desværre kan se er jeg blevet gift med en anden mand.Efter at de havde annonceret at du var forsvundet og at jeg troede at du var død, blev jeg nød til at lede efter en anden der kunne forsørge mig. Min mor kendte et par der boede i den samme by som os, og de havde en søn der ledte efter en kone. Så hun fik arrangeret et møde med ham, så jeg kunne lære ham at kende. Jeg ved at det sikkert piner dig at hører det, men du bliver nødt til at hører hele historien. Der gik ikke en dag hvor jeg ikke tænkte på dig, men jeg kunne ikke blive ved med at sørge. Jeg mødte Alfred, og han var sød nok, dog en smule kedelig. Vi snakkede lidt sammen og jeg tænkte at han nok godt vil blive en god ægtefælle. Han sagde til mig at han gerne ville gifte sig med mig, og jeg svarede okay. Jeg mødte Alfreds forældre Inger og Jens, og hans søster Marie, og han mødte mine forældre Jensine og Frederik. Alfred og jeg begyndte at tilbringe mere tid sammen, og vi blev mere og mere vandt til hinanden. Vores mødre havde allerede begyndt at planlægge vores bryllup lige efter at vi annoncerede nyheden til resten af byen, fordi at de ville have at vi skulle blive hurtigt gift.Min mor og jeg skulle ud til skrædderen for at fortælle hvordan brudekjolen skulle være, så den kunne blive syet hurtigt. Vi begyndte at planlægge fest og dekorationer, dog selvom jeg ellers ville holde det lidt simpelt. Alfred havde travlt med at arbejde som smed, så han hjalp ikke så meget.Han havde ikke haft tid til at vælge tøjet han skulle have på til brylluppet, så det klarede Inger og jeg. Vi valgte som du kunne se ved kirken bare en simpel ternet skjorte, en rød jakke, et par blå bukser, hans fine sko og en høj hat. Så simpelt var det. Jeg fik min brudekjole en uge efter at vi havde været ude og bestille den. Det var en ret simpel sort kjole, jeg havde også fået lavet et par hvide handsker, og jeg ved du har set kjolen, men jeg ville alligevel gå lidt mere i detaljer. Lagde du mærke til at det lommetørklæde jeg havde med i kirken, var det at jeg havde fået af dig? Jeg havde ikke planlagt det men jeg fandt det i blandt mine ting og tænkte at det kunne jeg bruge til brylluppet og så havde jeg da et minde af dig, da jeg ledte efter et sjal.Vi havde planlagt det hele, og der var kun en dag tilbage. Den brugte jeg på at være nervøs og tænke på dig Hans. Jeg ved at jeg skulle giftes og selvom jeg sagde ja i kirken, betød det ikke at jeg elsker Alfred. Jeg elskede dig med hele mit hjerte, men du var væk og der var ikke rigtig andet at gøre end at sige ja og få det overstået. Jo jeg vidste at jeg kunne have sagt nej, men hvem skulle så forsørge mig. Du skal ikke tro at jeg ikke elsker dig, men nu er det for sent, og jeg kan ikke blive skilt. Jeg vil altid elske dig og vi kan stadig være venner og mødes. Men vi kan aldrig være sammen igen på den måde og hvis du ikke vil være venner så forstår jeg det godt.Jeg er villig til at give slip hvis du aldrig nogensinde vil se mig igen. Jeg håber vi være venner og lægge vores kærlighed til side også selvom det nok er svært.
Det er gratis at oprette en konto