Aufstehen, aufstehen. Jeg hører de hårde beskidte ord. Min krop kæmper, jeg skal vågne nu, men føler mig så tung, svag og langt væk. Fünf minuten, arbeit, skriger han og jeg mærker spyttet ramme mit ansigt. Vælter ned fra brædderne, alle i dette skur vælter ned fra deres brædder. Mærker angsten, sulten og smerten i min mave. Mine alt for store støvler, svupper omkring mine ankler, da jeg løber ud i den råkolde luft og griber skovlen. Min ånde laver røgskyer i den kolde luft, mærker sprækkerne på mine læber og smager blodet. Håndfladerne svier og gør ondt, da jeg tager det første spadestik. Knoerne slår revner, vablerne væsker og sårene bløder.
Hvad betyder disse smerter egentligt? De betyder ingenting, for jeg ved, at når jeg har gravet længe nok, så mærker jeg det ikke længere. Er blevet så god til, at abstrahere fra min krop og alt det som den skriger op til min hjerne. Skal bare grave og grave, så forsvinder det væk.
Ned i jorden, skovlen op, tre skridt hen til bunken, smider jorden og tre skridt tilbage. Forfra og forfra. Igen og igen. Stop ikke, kig ikke op, mærk ingenting. Bare grav.
Tankerne flyder. Ser min søster, hun ligger i sin seng, omgivet af sin hvide dyne. Jeg synger fødselsdagssang for hende. Hun misser med øjnene og kigger på mig med sine kønne blå øjne, da hun vågner. Det er d. 4 marts 1944 og hun fylder 4 år. I dag er hun så glad, kommer løbende og krøllerne danser op og ned. Mærker duften af lavendel i mine næsebor. Varmen fra hendes små hænder strømmer ind i min nakke, da hun hopper op og tager om mig. Hendes blå øjne ser direkte i mine og de er fyldt med beundring, stolthed og lykke. Hører hendes spæde stemme i mit øre, Samuel kom, skynd dig og kom, du skal lege med mig, vi skal køre tur med min nye dukkevogn.
Det er gratis at oprette en konto