Når jeg står alene om vinteren og kigger op mod den mørke nattehimmel, der ligger jeg mærke til at den er helt mørk. Den er ikke kun mørk, men helt sort. Hvor er det mørke kommer fra? Selve jordkloden vi lever på, er skabt i dette mørke og det samme er liv. Alt er jo skabt fra det mørke univers, som vi kigger op på hver nat. Er mørke så vores begyndelse på liv? Det er de tanker jeg får når jeg kigger på nattehimlen. Jeg føler mig så svag og lille, tanken om at vi ikke ved noget om mørket, det giver mig en urolig fornemmelse. Men i den mørke nattehimmel, er det ikke kun mørket der dækker himlen. På himlen lyser tusindvis af stjerner op for vores nattehimlen. Himlen forandrer sig. Og den urolige fornemmelse vi før har haft, forsvinder langsomt.
Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg altid været bange for mørket. Selv i dag er jeg stadig lidt bange for mørket. For mørket er lysets modsætning, næring for angst og drømme. Ikke bare drømme men mareridt. Alle har haft mindst ét mareridt før. I kender alle sammen den følelse, at have et mareridt. Det er en følelse hvor man er bange. Eller et andet ord for det er, frygt. Når jeg tænker over det, har jeg altid forbundet frygt med mørke. For mig har mørket altid været noget mystisk og uklart. Måske har jeg været bange, for hvad der kunne ske i mørket. For når man ligger i sin seng og prøver at falde hen mod drømmeland, er det der man falder i tanker om alle de mørke kontraster, der muligvis kan ske i ens liv. Men når man prøver og sove nytter det ikke noget, fordi man stadig har den der ene tanke i hovedet. Man får den irriterende følelse at man ikke kan tænke på noget andet. Men efter lidt tid forsvinder tanken uden, at man ligger mærke til det.
Det er gratis at oprette en konto