Det værste var uvisheden. Uvisheden om, hvor lang tid vi skulle være om bord på det store skib. Uvisheden om, hvor vi var og hvor vi var på vej hen. Uvisheden om skibet kunne holde til endnu en bølge. Uvisheden om det hele.
Jeg tror ikke, at nogle fra min familie havde regnet med, at jeg som 12 årig ville ligge her i mørket på vej væk fra mit liv i Afrika - min kendte verden. Lugten var uudholdelig. Skibet knagede og rystede, som om det skulle til at gå i tusinde stykker, da der endnu en gang kom en kæmpe bølge imod skibet. Vi blev alle sammen kastet ind i de fugtige vægge og ind i hinanden. Vi lå tæt sammen på gulvet, hundreder af mænd, kvinder og børn. Det var et lille, indelukket rum langt nede under dækket. Der var en fæl lugt. Nogen havde brækket sig, andre var syge og der var også flere som var døde. Det var forfærdeligt. Et mareridt. Angsten var stor for, at jeg, eller nogen fra min familie, ville blive syge eller i værste fald miste livet på skibet. Følelsen var uudholdelig. Der gik ikke et øjeblik uden, at nogen skreg eller græd.
Det er gratis at oprette en konto