Jeg stod ude på toilettet og betragtede mit ansigt. Jeg så direkte ind i mine store brune øjne. Jeg havde lange ar rundt i mit hansigt. Jeg stod og tænkte tilbage på den gang, hvor huset brændte ned. Den måde jeg havde flygtet ud af huset, imens bjælker fra loftet faldt ned i hovedet på mig. Jeg husker, jeg stod med et tæppe om mig og en brandmands hånd på min skulder, og den samme måde som jeg havde stået og grædt, fordi min mor ikke nåde med ud, den måde jeg havde prøvet at flygte ind i huset for at hente hende men var blevet holdt tilbage af fire brandmænd, fordi jeg prøvede at rive mig løs. Den samme oplevelse der gjorde at jeg aldrig har sovet godt siden. Den oplevelse, der har gjort at jeg måtte gå til psykolog fra jeg var 10år. Den oplevelse, jeg ville ønske, jeg aldrig havde haft. Det med at havde mistet sin mor i en alder af 10 år. Jeg har aldrig kunnet sige det til nogle aldrig har følt mig tryg nok til at sige det. Den samme måde som jeg hver gang byggede en facade op når jeg mødte nye mennesker. Jeg var en stærk lille pige, men det hele begynder at komme op i mig nu. Jeg kan mærke det punkt i min krop, hvor jeg ikke kan styre mine tårer. Jeg kan mærke, hvordan de presser sig på nu, Og den samme måde, som jeg får skubbet dem væk igen ved at tænke på min fantastiske datter. Jeg så på mit kruset mørke hår, sad i en løs knold. Det hår jeg var blevet mobbet med så mange gange. Det hår jeg var blevet beskyldt for at være en heks med. Det hår som jeg så mange gange har fået af vide var neger hår. Det samme hår som fik folk til at skubbe mig væk og kalde mig misfoster, det samme hår sad stadig på mit hoved. Jeg havde spildt en kaffe plet på min røde trøje. I frustration prøvede jeg at fjerne den sorte plet midt på min trøje.
Det er gratis at oprette en konto