17 år med ensomheden pustende i nakken, venter på de mørke selvmordstanker der nu blot skal til at overfalde mig, følelsen af at være glemt, smerten i mit hjerte over noget som allerede er fortrængt, men stadig brænder for at komme ud i mit blod, ud i mine øjne og lade mig skære i mine allerede forpinte blege arme. Jeg kan intet gøre, intet stille op. Denne tanke giver mig gåsehud, tåre i øjnende og en længsel efter det fortabte.
Tanken om at min bror lider samme smerte, gør det hele i en dårligere tilstand, at hun forlod mig, skred fra os, og lod os sidde tilbage med mindet. Jeg ville ønske hun ville komme tilbage, komme tilbage og vise os at der er noget godt i denne vrede verden, men nej.
Mobningen henne i skolen bliver værre for hver dag der går, min far fortæller mig, at det som ikke dræber mig, kun gør mig stærkere, men ikke engang denne sætning kan trøste mit allerede fortabte hjerte.
Jeg ville opsøge hende, min moder, give hende et hint om at vi stadig er her, men denne beslutning er forfærdelig. Jeg valgte at jeg ikke ville gå i skole i dag, at jeg bare ville blive hjemme med min bror, men jeg fortrød det allerede da far var taget af sted. Da jeg hørte hoveddøren smække, følte jeg allerede en angst der steg mig til hovedet fra mit hjerte. Tanken om at jeg alligevel, som alle andre dage jeg blev hjemme, skulle passe min bror.
Det er gratis at oprette en konto