Jeg sidder i en båd, sammen med en masse andre. Vi er flygtet. Flygtet fra krig og fra at bo et sted hvor det ikke er trygt at bo, for en pige som mig. Jeg er bange, meget bange. For jeg ved at det er en livsfarlig tur jeg er på, og ved siden af mig sidder min lillesøster. Hun er også selv mindst ligeså bange som jeg er. Vi ved ikke hvor vi ender, eller om vi overhovedet ender et sted. Det er kun mig og min lillesøster Alina, der nåede at komme med båden. Vores forældre og rasten af vores familie er stadig i Afghanistan. Vi har sejlet i så mange dage, vi er alle meget udkørte. Der er mange der er døde på turen enten af sult eller af at falde i vandet og dunkenet. Det er hårdt at se, og jeg prøver at afskærme Aline fra det, så hun ser så lidt døde mennesker så muligt. Men lige pludselig er der en der kommer ”jeg kan se land” vi bliver alle vildt glade, og helt op og køre.
Jeg kan se at vi sejler ind mod landet. ”Vi rammer land nu” råber en af de voksne, jeg søger for at hold Alina så tæt ind til mig som muligt, så hun ikke flader i vandet. Jeg siger til hende ”når vi kommer ind på land er der rigtig mange mennesker, der vil prøve at hjælpe os, men lige meget hvad får de ikke lov at skille os ad” hun ser rigtig skræmt ud. Jeg vil gøre alt for at jeg bliver sammen med hende, især nu hvor vi har mistet vores familie, og alt hvad vi havde derhjemme.
Det er gratis at oprette en konto