Analyse af Cecil Bødkers novelle 'Bogfinken'

Novellen handler om en dreng, vil jeg tro, som ligger ude i græsset. Han ved ikke hvad der er sket, men det skete så pludseligt. Ingen havde fortalt ham om, hvem ”de” var, men han vidste, at der var noget at være bange for, han kunne mærke det. De fortalte ham aldrig om det, de vidste ikke hvor bange han egentlig var for det. Han var helt alene med sin angst. Han kaldte på sin mor, men kunne ikke høre skridt komme i mod ham. Han skreg højere og højere, men ingen mor kom. Der var dødstille omkring ham. Helt nede ved jorden, på en af de allernederste grene kunne han se en fugl, en bogfinke var det. Han kunne se, at den slog en lang trille, næbbet åbnede sig og halsen bankede løs, men ingenting kunne han høre. Han kunne ikke huske, hvad der var sket, men han kunne huske, at der var flyvere til stede. Han kunne høre stilheden inden i sig selv, men forstod den ikke. Fuglen fløj videre til en busk. Han kunne se, at det var en bogfinke. Da han drejede hovedet for, at se fuglen, kunne han se en hånd. Vis hånd var det? Han huskede tilbage, at han løb sammen med Sara, da hans mor havde kaldt på dem. Det måtte være Saras, det var han sikker på. Han kunne se huset for sig, hvor hans mor havde kaldt på dem, men nu var der bare lyst, der hvor huset havde været. Han lå og så på fuglen, sværmen, som var omkring fuglen. Han tænkte på, at rejse sig op og gå ind, men han kunne ikke. Han måtte ikke ligge her på græsset og sove, havde hans mor sagt. Han lå nu i hans seng og hørte nogen komme op til ham. Han kunne mærke, at der var noget de ikke måtte se. Han åbnede øjnene svagt, og kunne se to store ben komme i mod ham. Manden havde gummistøvler på, og noget fra nogle murbrokker på hans busker. Han ville gemme hånden væk, men kunne ikke få fat i den. Hans arm ville ikke flytte sig. Noget blod kom ud fra ærmet. Blodet blev ved med at komme. Han kunne intet høre, men følte kun angsten. Det hele blev sortere og sortere, men midt inde i det sad den rene glatte kerne af ro. Men det var jo Saras hånd, så angik jo sletter ikke ham, han var bare træt af at vente.