Stemningen er trykket, og vi prøver begge at undgå øjenkontakt ved at kigge ned i bordet. Jeg kan mærke på hende, at hun bare venter på, at jeg skal fortælle hende det. Rødvinen foran os er urørt, og ingen af os har taget initiativet til at tage en tår. Der er ingen som siger noget. Vi har nok siddet her i cirka en times tid, men det føles som flere dage. Ikke et eneste ord er blevet sagt i løbet af den time, kun tomme tanker fylder luften. Jeg sidder lige så stille, og det er netop nu i denne stund, at jeg kommer til at tænke på, hvordan det hele startede.
Elisabeth og jeg havde lige haft et kæmpe skænderi, og jeg måtte bare væk, så jeg satte mig ind i min bil og kørte. Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, jeg vidste bare, at jeg måtte væk. Da jeg havde kørt rundt i omkring en halv times tid, så jeg en kvinde gå hen af gaden. Hun var den smukkeste kvinde, jeg længe havde set. Hendes hår var mørkt og let krøllet, hendes hud var perfekt og lys, hun var så smuk, at det virkede umuligt, at hun kunne være et menneske. Hun var som en engel sendt fra himlen. Jeg stoppede bilen, og tog en dyb indånding.
Det er gratis at oprette en konto