Nu sad jeg her igen. Ved spisebordet med min mor, som igen havde lavet mad til to for mange og sat to ekstra tallerkener frem. Selvom det skete for lang tid siden, kan hun stadig ikke acceptere det der skete. Det kunne Maria heller ikke. Det skete for enogtyve dage siden. Lige siden da har mor haft et udtryk i sit ansigt som jeg aldrig havde set før. Næsten udtryksløst. Jeg tror hun bebrejder sig selv. Hun har ikke være den samme siden han tog sit eget liv. Min far. Han hoppede ned fra en bro for enogtyve dage siden. Lige siden det, har mor ladet som om ingenting er sket og Maria har ikke været hjemme. Hun har festet og været sammen med veninder. Mor siger ikke noget til det. Det er hendes ansvar at få styr på familien igen, men hun gør ikke noget. Inteting. Jeg har prøvet at få Maria til at komme hjem, men hun blev sur og nu vil slet ikke snakke til mig nu. Mor begyndte at tage af bordet, så jeg gik op på mit værelse for at se fjernsyn. Der var ikke noget godt i fjerneren, så jeg gik tidligt i seng. Jeg hader aftener. Det er altid der man kommer til at tænke over ting. Ting, som at min far har begået selvmord. Det kom som et chok for mig, da politiets fortalte det til os. Maria begyndte at stortude, mor fik sit udtryksløse ansigt som aldrig helt gik væk og jeg besvimede. Lægerne sagde at det bare var på grund af det chok, som jeg følte, men da jeg vågnede var alt anderledes. Den måde jeg så livet på og den måde jeg så andre på, har været forandret lige siden. Det var som om at alt var ligemeget på en måde. At livet var ligemeget. Der var ingen mening med livet, fordi at man kunne dø når som helst. Livet er så skrøbeligt, så hvorfor overhovedet prøve at gøre det til noget som det ikke er. På den måde forstår jeg godt min far og hans beslutning. Han ville gerne slutte livet på sine betingelser. Han tog kontrol over sig selv og sit liv. Nu vil jeg bare sove, så jeg kan være frisk til i morgen. Klokken var 7.30 og jeg var på vej i skole. Jeg går på hhx i 2g. Det ligger i 27 minutter væk på cykel, fra hvor jeg bor. Skolen er kedelig. Det vi lære er nemt og jeg kunne få samme information fra internettet. Lige siden min far døde, har folk været anderledes med mig. De har været meget forsigtige med hvad de siger. Både lærerne og mine venner gør det. Som om jeg vil gå i spåner hvis de nævner noget der minder om min far eller selvmord. Det ville jeg ikke gøre, for jeg er på en måde er ikke ked af at han er død. Jeg er bare glad på hans vegne, fordi han er hvor han gerne vil være og er lykkelig. Modulet starter og den er kedelig som altid. I pausen går jeg ned i kantinen for at købe noget af drikke. Lidt længere henne af gangen ser jeg en gruppe drenge som kaldes skolens “mobbere”. De er virkelig onde mod drenge som er underlige og piger som er grimme. Jeg prøver at gøre mig usynlig idet jeg går forbi dem, men de ser mig alligevel. De begynder at råbe selvmord og lave skære bevægelser i deres håndled, for at lave sjov med min fars død. Det er ikke første gang de gør det. Jeg burde ignorere dem, men lige præcis i dag gjorde det mig sur. Jeg går hen til den største i gruppen som er Malte. Kigger ham lige i øjnene mens jeg knytter næven. Jeg slår alt hvad jeg kan lige i hans tinding. Idet jeg rammer ham føler jeg en stor smerte i min hånd og håndled. Da jeg kigger mig omkring fortryder jeg med det samme det jeg havde gjort. De seks andre drenge står nu i en rundkreds omkring mig, og de var sure. Meget sure. Jeg gør hvad jeg kan, men det er svært når jeg var en lille og spinkel syttenårig, mens de var store henholdsvis sytten og attenårige. Jeg havde tabt fra starten af, men jeg synes selv at jeg fik et par gode slag ind. De endte med et blå øje og en blodnæse. Jeg endte med en brækket arm og næse, samt forstuvet værdighed. Det var en lærer der fik stoppet det og derfor sad jeg nu på hospitalet. Min mor kunne ikke komme, men Maria var på vej.
Det er gratis at oprette en konto