Hun kunne høre havet bruse, høre bølgerne slå ned mod vandet. Det gav et sæt i hende, hver gang bølgerne slog. Sandet var fugtigt. Det var ikke rigtig sand, for det var nærmest frossent. Det var slet ikke som en varm sommerdag. Det var ikke blødt, og brændende på fødderne. Hun sad med knæerne helt oppe mod brystet. Hun frøs rigtig, rigtig meget. Men det var jo klart. Klokken var ni om morgenen, og det var februar. Hun følte sig alene, fuldkommen alene. Sådan havde hun følt lige siden… Lige siden ulykken fandt sted, og i dag, var det nu tre år siden. Hun følte det som hundrede år, men det var tre år. Tre år, uden en mor og en bror. Tre år, uden ét kæreste eje. Hun løftede hovedet og kiggede til venstre for sig. Hun havde lagt dukken på en sten, med et blåt sammenkrøllet tæppe. Hun havde taget tæppet med, fordi det var så koldt. Hun stirrede på dukken i omkring to minutter, og så mærkede hun tårerne. Tænk, det var hendes kæreste eje. Det eneste hun havde tilbage fra The Happy Part Of Life, og hendes familie. Tårerne føltes varme på hendes røde og kolde kinder. Minderne kom løbende.
Det er gratis at oprette en konto