Vandet slår op mod klipperne, med meget stor kræft. Hun lægger slet ikke mærke til det. Hun sidder der bare, uden at trække en mine. Det kan aldrig blive det samme mere, alt er fortabt. Hendes hjerte er ødelagt, knust i tusinde stykker. Hun bliver aldrig den samme, i hvert fald ikke den hun var. Sammen med ham var hun så livsglad, men nu er det hele væk. Aldrig mere det samme. Det er koldt, og det regner, men nej, hun flytter sig ikke. Hun vil blive der, lige der, for altid. Hvad mon han havde tænkt. Hvad mon der var sket hvis det var hende først, var han blevet lige så ulykkelig? Hun frøs, hendes kinder var helt røde og kolde, hendes fingre var lige som istapper, men nej, hun bliver siddende. Det begyndte at blive aften, hun kunne snart ingenting se. Regnen silede ned. Alt hendes tøj blev vådt. Hun tog sine ting, og begyndte at gå op over bakken. Der var her, der var her det var så fantastisk. Hendes øjne var røde af smerte og sorg, aldrig har hun følt sig så fortabt. Hun gik ind af den lille havelåge, og ind af hovedøren. Tændte op i kakkelovnen for at få varmen. Satte sig på sofaen i sine våde klæder og kiggede ud af vinduet. Hvor var regnen bare flot som den løb ned af vinduet. Det gjorde hende rolig. Hun lænede sig tilbage i sofaen, lukkede øjnene og faldt i søvn.
Det er gratis at oprette en konto