I bilag 2 foreslår tre socialdemokrater Pernille Rosenkrantz- Theil, Anne Vang og Jens Joel, at der er behov for en metode som kan løfte ufaglærte og deres børn. Og det skal ifølge dem ske ved et nyt værktøj som hedder ”progressiv tilskudsmodel”, som skal supplere vores progressive skattesystem her i Danmark. Eller sagt på en anden måde ”I stedet for kun at lade de bredeste skuldre bære de tungeste byrder skal de smalleste skuldre have noget intensiv muskeltræning”. Og dette mener de, da vores progressive skattesystem ikke er nok til at bryde den sociale arv og den store ulighed i landet. Men derudover er den danske universelle velfærdsstatsmodel også lettere for det enkelte individ at bryde med den sociale arv, og på den måde bevæger sig fra en social klasse til en anden, som Anthony Giddens taler om i sin stratifikationsteori, hvilket skaber individuel social mobilitet.
Derfor kan man sige, at deres holdninger er baseret på socialismen, da man skal tage hånd om hinanden og man må derfor acceptere, at tage hensyn til fælleskabet. Og ud fra det kan man jo sige, at det er velfærdsstatens opgave at mindske uligheden, da lighed er et af socialismens vigtigste elementer.
”Det er altså stadig hamrende afgørende, hvilket hjem vi er født ind i, og vi har altså en massiv - og egentlig temmelig oldschool - chanceulighed vores børn og unge imellem”. Men på den anden side vil opvæksten ikke sikkert skylde, at børnene ender i den samme sociale situation. Så på den måde skal man også være kritisk overfor begrebet. Indkomstoverførelserne er med til, at reducere den økonomiske ulighed med gini-koefficienten på tre gange så meget som den progressive skat. Disse ydelser er med til, at det enkelte individ kan opretholde et til acceptabelt leveniveau, og derfor kan det også være indkomstoverførelsernes opgave at mindske uligheden i Danmark
Det er gratis at oprette en konto