I Danmark har vi det godt. Faktisk så godt, at de statistiske meningsmålinger viser, at vi ikke ønsker flygtninge hertil, som kan ødelægge det civiliserede samfund, vi lever i. Men er vi nu også så civiliserede, som vi tror? Carsten Jensen beskriver i sin kronik, Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller, at han ikke tror at meningsmålerne taler sandt om danskernes reelle holdninger, men at barbariet har overtaget os, og at vi, af frygt for fordomme, følger flokkens tankegang og holdninger. Ud fra titlen er vi det stik modsatte af godhed, som egentlig kendes ved, at man agerer over for andre mennesker ved at gøre noget, der gør dem glade. Kronikken af Carsten Jensen er trykt i Politiken 4. marts 2017.
Begrebet godhed defineres som det at være moralsk højtstående og eksemplarisk, at nære og vise positive, varme følelser, at have de nødvendige eller rette positive egenskaber og at man uegennyttigt hjælper mennesker i nød. Omdrejningspunktet i Carsten Jensens kronik er flygtningekrisen, hvor samfundets holdninger til og håndtering af denne bliver kritiseret, og godhed er i en tid som denne, ekstra nødvendig. ”Røvhullerne”, der bliver refereret til i kronikkens titel, er nemlig det danske samfund, der efterhånden, statistisk set er blevet fremmedfjendtlige. Carsten Jensen tvivler dog på, at dette er virkelighed. Vi lader os rive med flertallets holdning, og følger ikke demokratiets tankegang om at ”tolerere hinanden” eller at se det som en ”gensidig opdragelsesproces”. I stedet følger vi flertallets opinion, og lader langsomt barbari overtage det civiliserede samfund, vi lever i. Vi er egoistiske og følger flokken. Søger ubevidst tilbage til urtiden med den primitive tankegang at følge flokken. Vi er direkte modsætninger til begrebet godhed. Vi frygter andres kommentarer til vores egentlige holdning, eller endnu værre, sætter os slet ikke ind i flygtningespørgsmålet og danner mening ud fra flertallets holdning og mediernes fremstilling af, især, mennesker fra den muslimske kultur. Derved dannes for mange den opfattelse, at den eneste rigtige holdning er at være imod flygtninge på dansk jord. Vi er direkte røvhuller, når vi lader andres fordomme styre vore egne holdninger til noget så alvorligt som flygtningekrisen. Når godhed defineres som det, at man uegennyttigt hjælper mennesker i nød, går vi i det danske samfund i stigende grad imod denne form for godhed. Flygtninge må man sige værende mennesker i nød, der sætter livet på spil for at komme fra krigens skræk og rædsel. Nogle har, som Jensen beskriver det, ”demagogien i hjertet”, hvor de helt oprigtigt tror, at flygtninge ikke er i nød, men kun kommer hertil for velstandens skyld. Disse mennesker er komplet afklarede med denne holdning, og forskellige synspunkter skal der være plads til i et demokrati. Men dem, Carsten Jensen i sin kronik den 4. marts 2017 kritiserer, er altså medløberne, der er blevet vildledt af demagoger såsom politikere og medier. Jensen sammenligner danskernes situation med en afghansk ung mand, der intet andet valg ved en ulykke under sin flugt til Europa havde, end at redde sit eget liv frem for andres. Derimod har vi som samfund et valg. Vi kan være med til at redde flygtninge, og vi risikerer ikke vores liv ved det. Vi kan hjælpe mennesker i nød og dermed blive gode mennesker. Problemet er bare, at lige så snart man taler for flygtningenes sag, får man konfronteret, at man har en ”naiv og idealistisk menneskeopfattelse”. Men hvorfor? Jo, for i 2015 blev økonom, radiovært og debattør, Lisbeth Zornig Andersen, beskyldt for at ”flashe sin godhed” efter hun havde fragtet flygtninge fra Rødby til København i egen bil. Hun gjorde en god gerning ved at hjælpe mennesker i nød, som i dette tilfælde var flygtninge. Hun var moralsk højtstående og gjorde, hvad hun mente rigtigt for menneskeheden var. Men kan det kaldes en god gerning, hvis den er med henblik på at stille sig selv i et godt lys og vise, hvor meget bedre man er end andre? Ingen ved, om dette var hensigten fra Zornigs side, men episoden viser, at lige så snart en god gerning bliver gjort, kan man blive beskyldt for hvad som helst - selvom man egentlig bare ville gøre noget godt for et andet menneske. Der findes et hav af eksempler på gode gerninger, men efterhånden som jeg videretænker på førnævnte eksempel, bliver de alle på en eller anden måde en form for flashet godhed. Ved velgørenhedsprogrammer, såsom Knæk Cancer på TV2, ser man navne på virksomheder og privatpersoner rullende på skærmen, der har doneret et større beløb til den gode sags tjeneste. Disse mennesker får positiv opmærksomhed, men man kan reflektere over, om de i realiteten gør det for at hjælpe, eller om de gør det for reklamens skyld ved at sætte sig selv i et godt lys. Et andet eksempel er realityfiguren, Gustav Salinas, der er personlig træner og efterhånden har hjulpet utallige klienter. Man kan sige han flasher godheden ved at uploade billeder på Facebook af de mange glade mennesker med fremragende udtalelser om Gustav. Derudover ses, at man som barn kan udfylde og aflevere såkaldte godhedsbeviser på bibliotekerne. For hver god gerning man har gjort, doneres et vist beløb til Danmarks Indsamling og man belønnes med et armbånd. Umiddelbart er det en fin og sjov måde at lære børn at gøre gode gerninger, men bør det ikke være på egne vilkår? Børn lærer altså, at deres godhed skal bevises og belønnes i form af gaver, men en del af den gode gerning for mormor eller sin bedste ven er da at gøre dem glade, og dermed selv blive glad. Hele meningen med den gode gerning forsvinder altså helt i og med, at det er blevet en selvfølge at flashe sin godhed og stille sig selv i godhedens lys. Vi bliver altså igen til de såkaldte røvhuller, da den gode gerning bliver egocentreret, frem for at gøre noget godt alene med henblik på at glæde et andet menneske. Egoet overtager langsomt. Kampen mellem ”barbari og civilisation” opstår, og urtidens tankegang om ”survival of the fittest” sniger sig ind på os, hvis vi ikke er opmærksomme på at holde den på afstand. Vi bør være bevidste og tænke på de mennesker vores beslutning går ud over og overveje, hvorvidt vi egentlig gør den gode gerning alene af lyst eller grundet, at vi skal passe ind i flokken, og se godt ud over for andre.
Det er gratis at oprette en konto