Ifølge teksten ”Litteraturen”, som er et uddrag af essayet ”Af en astmatisk kritikers bekendelser” fra 1992, hvilket er skrevet af Carsten Jensen, kan litteraturen have en stor kraft, som kan tage en med på en rejse bort fra virkligheden. Han har endelig en mulighed for at distancere sig fra virkligheden eller det reale. Ikke nogen tanker er så dybt i ens karakter, at tanken ikke kan jages bort med en god fortælling. Det er ligegyldigt om historien enden godt eller skidt, man har glemt virkligheden for et kort øjeblik. Er der flere ting litteraturen kan opnår?
I Carsten Jensens tilfælde forandrede litteraturen hans liv. Når han var alene hjemme, var han forskræmt og bange, her gav litteraturen ham et frirum, hvor han kunne glemme alle hans problemer og følelser. Men hvad var det, der gjorde Carsten Jensen så bange? Hans forældre prøvede igennem, som Jensen selv kalder dem filosofiske samtaler, at finde ud af, hvad der gemmer sig bag hans frygt. Hvis det ikke var mørket, som gjorde han bange, var det så måske ensomheden? Som Carsten Jensen selv siger, er det det uendelige tidsrum, hvor han ventede på at forældrende skulle komme hjem. Forældrene lovede altid, at de ville være væk i ”et øjebliks variged” (s.10; l. 19 ). For Carsten Jensen og mange andre børn, er det svært at tælle på disse øjeblikke, fordi man jo ikke ved, hvor langt tid det er. Så tiden blev uendelig, og frygten kom med den grusomme budskab om forældrenes udeblivelse.
Det er gratis at oprette en konto