Analyse af uddrag fra Mette Thomsens 'Plastic'

Hovedpersonen Mona Hansen er en pige der er i gang med at udvikle sig til en kvinde, hun drømmer om det perfekte liv efter at have set et fjernsynsprogram omhandlende en Barbie der for hende er helt perfekt med det perfekte ansigt og et liv lige efter hendes smag, nu ønsker hun sig altså et liv magen til og hun vil være lige så smuk under alle omstændigheder.Mona finder hurtigt ud af at dette perfekte fiktions liv er fuldstændig utilgængeligt, og hun bruger i stedet for tid på at gå ind i hendes inderste jeg og fantasere om det her uvirkelige liv hun stræber sådan efter, altså det liv hvor hun er smuk ligegyldigt hvad hun gør og laver, det liv hvor alle fyrene flader for hende, det liv hvor alle kan lide hende. Men som alt andet ønsketænkning gør disse fantasier intet godt for hende, tvært imod, gør hendes uopnåelige forestilling om livet, hendes selvtillid dårligere og dårligere. Da hun ikke kan finde sig selv i denne forestilling af det perfekte liv, rammer hun toppen af drømmeverden, men bunden i den virkelige verden og kan faktisk ikke komme tilbage fra dette middelmådige billede hun nu har af sig selv.