Når vi kigger ud af vinduet, ser vi virkeligheden i sin reneste form. Vores egen virkelighed, vel og mærke. Men hvad med den virkelighed der foregår rundt om egen vindueskarm og øjeskue. Er den umulig at nå, hvis ikke den fremtræder lige foran egen næsetip? Er den virkelig, hvis vi ser den gennem en andens vindueskarm, fra et andet perspektiv?
I kronikken ”Jeg er en af dem, der tror’ at sandheden er min”, udgivet i filmmagasinet Ekko i 2005, udtrykker Max Kestner hans holdning til de to filmgenre dokumentarfilm og fiktionsfilm. Hovedsynspunktet i kronikken cirkulerer primært om Max Kestners argument mod, at forskellen mellem de to filmgenre skal forklares ud fra de klassiske definitioner, hvor fiktionsfilmen er en fiktiv fortælling, og dokumentarfilmen skildrer virkeligheden uden for det fiktive univers. Max Kestner vender billedet om, argumenterer for at forskellen på de to genrer nærmest ikke er tilstede. Anledningen til hans kronik, er kritik af hans dokumentarfilm Nede På Jorden. Filmen fik langt fra den modtagelse, som Max Kastner havde forventet. Han forsøger igennem kronikken at forsvarer den kritik der har været omkring filmen. Jurymedlemmer har udtrykt, at de tvivler på, hvorvidt filmen kan klassificeres under genren dokumentarfilm. En udtalelse, der har provokeret Kestner, og som han i kronikken forsvarer ved at sammenligne de to genrer. Han udtaler, at han ikke ser nogen forskel på dokumentarfilm og fiktionsfilm som produkt. Ingen af genrene skildrer virkeligheden, men begge kan rumme en sandhed, hvis blot man kan mærke filmen. Kestner mener ikke, at virkeligheden er tilstede i nogen former for filmproduktion. Han mener derimod, at virkeligheden er det vi ser, når vi kigger ud af vinduet, og netop af den grund, ville det ifølge hans perspektiv være idiotisk at vise virkeligheden på et biograflærred.
Det er gratis at oprette en konto