1 / 4 sider - klik for at bladre

Dokumentar og virkelighed: analyse af Max Kestners påstand

  • Dansk
  • 3.g el. lign
  • Afleveret til 10
  • 4 sider PDF

Det er gratis at oprette en konto

Dokumentar og virkelighed: analyse af Max Kestners påstand er en dansk-opgave til 3.g el. lign, afleveret til karakteren 10. Fylder 4 sider (1.604 ord, ca. 7 min. læsning) og blev publiceret 3. juli 2012.

Denne opgave analyserer Max Kestners påstand om, at der ingen forskel er på fiktionsfilm og dokumentarfilm, som fremført i hans artikel 'Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min'. Den undersøger Kestners argumenter, herunder brugen af appelformer og gendrivelsesargumentet, samt hans syn på virkelighed og subjektivitet i film. Opgaven perspektiverer til den traditionelle opfattelse af dokumentarfilm og diskuterer gråzonerne mellem genrerne.

Redaktørens vurdering
10 Fortrinlig
Solid analyse af Max Kestners artikel om dokumentarfilm og virkelighed. Opgaven anvender retorisk analyse og diskuterer filmteori på et højt niveau.
Struktur
12
Faglig dybde
10
Kilder
10
Fuldstændighed
10
  • appelformer
  • argumentation
  • dokumentarfilm
  • fiktionsfilm
  • filmteori
  • max kestner
  • retorisk analyse
  • subjektivitet
  • virkelighedsopfattelse

I uddraget af en artikel fra film- og mediemagasinet EKKO ”Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min” fremfører Max Kestner den påstand, at der ikke er nogen forskel på fiktionsfilm og dokumentarfilm. Alle film er instrueret, og alle film er dermed kun et billede af virkeligheden. Den traditionelle opfattelse er, at dokumentarfilm er objektive og skildrer virkeligheden, mens fiktionsfilm er opdigtede, instruerede og fordrejede virkelighed. Er definitionerne virkelig så sort/hvide, og hvis er sandheden?

I artiklen skriver Max Kestner om hans dokumentarfilm ”Nede på jorden”, der ikke har haft megen succes. Max Kestner havde høje forventninger til filmen, men filmen har stødt folk. Max Kestner giver eksempler på, at både jurymedlemmer og biografgæster ikke bryder sig om filmen, og opfatter den som fiktion. Der er endda mennesker, der er udvandret fra forestillingen. Det irriterer ham, at den normale opfattelse er, at film ikke er en dokumentarfilm, hvis filmen er planlagt, inden den optages. Max Kestner er uenig i, at en planlagt og instrueret film ikke kan være sand. Max Kestner indrømmer, at han instruerer sine film. Han mener faktisk, at alle film, også dokumentarfilm, er instruerede. Ifølge ham snyder man derfor sig selv, hvis man tror, at historier bare kan hentes ind og fortælles. Max Kestner finder det derfor vigtigt at indse, at filmen ikke er virkelighed. Man fralægger sig ansvaret for historien, hvis man siger, at man blot viderebringer virkeligheden. Ifølge Max Kestner kan man ikke fortælle den gode historie uden at tage ansvar for den. Max Kestner gør det klart, at de, som instruktører, ikke fortæller virkeligheden, men historier om den. At instruere kræver mange valg og dertil også mange fravalg. ”Man skal jo vælge sit billede, sin karakter, sit lys og sine lyde” (linje 4-5, s. 15) Han mener ikke, at der er nogen særlig forskel på fiktion og dokumentar, fordi der i alle film er valg af eksempelvis beskæring, lys, lyd og valg af hvilke personer, der skal være i fokus i forskellige situationer. Ifølge Max Kestner er nyhedsjournalistik heller ikke et billede af virkeligheden. Direkte reportager er subjektive, idet historien journalisten fortæller blot er journalistens egne observationer af virkeligheden.

Få adgang til denne og 100.000+ andre opgaver i PDF

Det er gratis at oprette en konto

Du har også set på

Lignende opgaver