Mormors begravelse

Hun skulle begraves om lørdagen. Min mor tog valium for at komme igennem det hele. Jeg ved ikke, hvad min far gjorde, vist ikke noget. Jeg sad på mit værelse og hørte dem andre steder i huset, min far var på badeværelset, min mor var i køkkenet. Jeg havde klædt om allerede og sad på min seng. Så er det sådan her, tænkte jeg. Fra nu af er det sådan her, kun mig og dem og ingen andre. Dem og mig i det her hus. Dem og mig, der skal spise sammen hver aften. Dem og mig, der skal holde fødselsdag. Dem og mig juleaften. Dem og mig. Fra nu af. Min mor åbnede døren uden at banke på. Hun satte sig på sengen ved siden af mig og sagde ingenting, hendes kjole skinnede sort, hun kiggede rundt på mine ting og drejede en fingerring rundt og rundt. Hun blev en lille smule langsom af de valium, men man skulle vide det for at opdage det. Hun sagde "Er du klar" Ja." Hun blev siddende, min far kom også ind, han satte sig ikke ned. "skal vi køre?" spurgte han og klappede sig forsigtigt på lommen. Vi svarede ikke, rejste os bare og gik ud af mit værelse, vi stod tæt i entreen og tog overtøj på. Jeg bliver overrasket, hver gang jeg ser ned, jeg er ikke vant til at gå i blanke sko. Slet ikke små ballerina sko med sløjfe. Jeg er mere til overtegnet slidte støvler. Jeg gør det kun for mormors skyld. Mormor var ikke så vild med mine overtegnet sko. Men alligevel var det kun mormor, som accepterede min mørke tøjstil med dødningehoveds trøjer og hulede bukser. Mor og far hader min tøjstil. Det er irriterende. Sådan har det altid været. Men jeg er ligeglad med hvad de syntes og ikke syntes. Gøre hvad der passer mig. Sådan er det. I dag har jeg taget min mindst sorte hullede bukser på og en almindelig sort t-shirt og en forvasket gammel sommer jakke, som jeg har arvet fra far da han var und. Den er fed syntes jeg. Jeg sætter mig på bagsædet ved siden af roserne som mor hentede ved blomsterbutikken lige ved siden af vores lille røde hus på [ADRESSE 1]. De dufter godt. Dejligt af mormors blomstrende stue fyldt med blomster. Lige fra tulipaner til roser. Mormors stue var hyggelig. Porcelæns figur og små broderede gardiner og due. Jeg kan mærke at, jeg snart ikke kan holde mine tårer tilbage. Kan ikke holde mundvigen oppe mere. Tåren begynder at trille ned af de røde og kolde kinder, ved tanken om de dejlige minder. Men er ikke den eneste. Mor grader også nu. Ingen siger noget. Der er stille. Kun bilens gamle motor, bryder den triste stilhed i den tætte bil. Det er sjældent, at der er så stille i vores familie. Jeg har endnu ikke forstået at mormor er væk. Jeg fæller endnu et par tårer, som ellers lige var stoppet.