Unge og identitet: Individualiseringens indflydelse på samfundet

Har individualiseringen overtaget samfundets nuværende unge?

Hvad ligger der i begrebet individualisme?

Hvad har individualiseringen gjort ved samfundsstrukturen?

Hvilke fordele og ulemper er det ved individualiseringen

2/11-17

Ofelia brammer 2.c

SAMFUNDSFAG HS

INDHOLDSFORTEGNELSE

INDLEDNING3

HVAD LIGGER DER I BEGREBET INDIVIDUALISME?3

HVAD HAR INDIVIDUALISERINGENS GJORT VED SAMFUNDSSTRUKTUREN?4

HVILKE FORDELE OG ULEMPER ER DER VED INDIVIDUALISERINGEN?5

KONKLUSION6

LITTERATURLISTE6

INDLEDNING

”Nogen siger, at vi lever i individualismen og egoismens tidsalder. Hvor enhver har nok i sig selv. Jeg er overbevist om, at det er helt forkert”. Spørgsmålet om vi lever i et samfund proppet med egoistiske individualister, kan være svært at finde svaret på, da der er beviser for både for og imod. Spørger vi de to sociologer Ulrich Beck og Anthony Giddens, hersker individualiseringen over os i det senmoderne samfund. Men er det godt eller en dårligt? Individualiseringen giver fri mulighed for, at individet kan stå på egene ben og danne sin egen identitet. Individet er sin egen lykkes smed i senmoderniteten, men kan vi klare at tage det fulde ansvar for egen fiasko? Kan samfundet bære, at enhver har nok i sig selv?

HVAD LIGGER DER I BEGREBET INDIVIDUALISME?

Individualisme er en politisk, etisk og social filosofi, der overordnet omhandler individuel frihed. En samfundsopfattelse, som hævder individets ret over samfundet, modsat kollektivisme som lægger vægt på det fælles frem for individet. Det, der reelt definerer individualiseringen er en samfundsmæssig proces, der indebærer nedbrydning af individets traditionelle bånd til familie, klasse og fællesskaber, men også dannelsen af individer som social enhed. Det enkelt individ er sit eget centrum; det har sine egne meninger, sin egen måde at agere og indordne sig i samfundet og egen reflektering. Individualismen er filosofisk set et væsentligt begreb i eksistensfilosofien og humanisme, som begge vægter, at det er en vigtig og nødvendig opgave for individet, at være sit eget fokus, intensitetskabelsen og ikke lade sig reducere til en medløber i samfundet. Man kan med bagrund i en sådan menneskeopfattelse koble individualisme begrebet til liberalisme, som fører til en understrengning af individets rettigheder frem for dets pligt og således videre til en afvisning af at mennesket er et politisk dyt (Aristoteles), altså et fælleskabsvæsen. Vi lever ikke længere efter kompromisser ”hvis man ikke kan få, den man elsker, må man elske, den man får” som i de tidligere traditionsbundende sammenhænge. Vi vil som de senmoderne, individualiserede individer vi nu er, forholde os helt modsat og selvstændigt, og derimod sige, at hvis jeg ikke kan få den jeg vil have, så vi kan det være lige meget. Så klarer jeg mig uden. Dermed vokser kravene også til hvert enkelte menneske, når vi taler om individualisme. Når vi løsriver os fra de sociale fællesskaber gør det, at det er op til os selv, at skabe eget livsforløb, værdier, karriere og normer. Anthony Giddens og Thomas Ziehe er begge enige om, at individet er blevet i stand til, at danne sin egen identitet i senmoderniteten. Her kan Giddens begreb øget refleksivitet nævnes, da Giddens i høj grad mener, at identitetsdannelse handler om, at individet reflekterer, altså det genspejler sig i omgivelserne og samfundet, for at tilpasse sig. Der er altså øget fokus på os selv (individualiseringen) og det der omgiver os, for at finde sig selv. Et af Ziehes centrale begreber i senmoderniteten er formbarheden af individet. Formbarheden er fysisk i individualismen, ”man er ikke længere den, man er”. Egne behov sættes i centrum ”Hvad skal jeg bruge det til?”, ”Hvorfor skal jeg vide det?”. Den indre verdens subjektive betydning øges og traditionsbestemte livssammenhænge er under opløsning; slægt, social klasse, sted etc.