Analyse af Stine Pilgaards roman 'Min mor siger'

At være ung er ikke altid nemt. Der bliver krav smidt i hovedet af dig fra den dag, du bliver konfirmeret og ”træder ind i de voksnes rækker”, og på et splitsekund skal du have dit liv regnet ud, hvis ikke du vil ende med at skuffe både venner, familie og dig selv. Vi lever i en verden, hvor alt skal fremstå perfekt. Hvor selv de mest naturlige fejl og mangler bliver gemt væk bag hvide løgne og filtre, og hvor unge forfalder ubemærket. Men hvad gør man så, når livet ikke er perfekt? Hvad gør man når man ikke har hele livet regnet ud, og man måske i virkeligheden slet ikke føler sig klar? Dette er noget af det, der bliver afbilledet i Stine Pilgaards roman ”Min mor siger” fra 2012, hvor man bliver introduceret til den unge hovedperson, der måske kan karakteriseres som én af de, der endnu ikke helt har regnet livet ud.

Diskursen om, at de unge blot er nogle dovne brokrøve findes overalt i det senmoderne samfund. Alt fra artikler på de højreorienterede nyhedsplatforme til bedrevidende anekdoter fra alle, der ser en mulighed for at ytre sig. Sætningen ”Jeg har jo selv været ung, så hårdt var det altså ikke […]” er en evig genganger fra de, der er kommet ud på den anden side af ungdommen og på magisk vis har glemt, at det faktisk ikke altid er helt nemt at være ung. Der er en verden af ting, der skal tages stilling til og måske endda i højere grad end tidligere. I takt med at tiden har udviklet sig er der ikke blot kommet flere muligheder og dermed også flere valg der skal træffes, men også et øges pres. Man følger ikke længere blot i forældrenes fodspor med hensyn til erhverv og dette åbner derfor op for en masse tvivl; hvad nu hvis man vælger forkert? Dette er i virkeligheden måske også et spørgsmål den lidt karikerede jeg-fortælleren står overfor med sit speciale, idet hun i sin selvmedlidenhed over bruddet med kæresten bruger mere tid på tømmermænd end på rent faktisk at skrive på specialet. Det er nemt at skubbe problemerne væk på denne måde og på sin vis opretholde en facade om, at det hele er i skønneste orden, hvis det gør, at man ikke skuffer sine nærmeste.