Sorella drejede ned af Nørregade, der hvor hendes barndomshjem lå. Hun kørte forbi den gamle kiosk, der hvor hun altid plejede at hente kartofler til mor. Hun kørte forbi den gamle legeplads der stadig var så faldefærdig og mørk som den plejede at være. Der er stadig huller i vejen, og fortovet er lige så ujævn som den plejede. Gaderne var helt mørke, kun én gadelygte stod på hjørnet og blinkede. Sorella lagde slet ikke mærke til alt det nye der var blevet bygget. Kun de gamle uhyggelige ting hun kunne huske. Sorella kom til gaden hun boede på. Minderne væltede ind. Hun kørte langsommere og langsommere hen af bænken der stadig lå der. Hendes ben begyndte at ryste og sveden begyndte at sprede sig på ryggen. Sorella husker stadig hvor meget gulvet knirkede når man gik på det. Hun husker lydene om aftenen, og hvor skræmmende det var at ligge helt alene i sengen, og kigge ud i mørket.
Da Sorella var meget ung døde hendes mor i en tragisk bilulykke, som Sorella selv var med i. Sorella kan ikke huske noget fra bilulykken. Hun husker kun hvor stor smerte hun følte da hun vågnede op. Sorella var bevidstløs og lå i koma flere dage efter, men var enormt heldig. Hun overlevede, men det gjorde mor ikke. Hun husker stadig hvordan mor plejede at nusse hende i håret, og kalde hende for Soe. Hun husker tydeligt hvordan de to læste sammen hver aften, og snakkede.
Det er gratis at oprette en konto