Jeg kiggede på mine sko en sidste gang, inden jeg gik ud i bilen. Og der, da så jeg hende, jeg så hende i spejlbilledet på min højre sko. Jeg vendte mig om, og der stod hun. Lige foran næsen på mig. Vi kiggede hinanden dybt ind i øjnene. Hun havde stadig ligeså brune øjne, som jeg kunne huske det. Hendes hår lignede at det næsten lige var blevet vasket. Og hendes lugt duftede som, vanilje og den parfume som jeg gav hende sidste jul. Jeg skulle lige til at løbe hen for at kramme hende, men så dyttede min far ad mig. Og råbte at jeg skulle komme med det samme. Ellers kørte de bare uden mig. Jeg vendte mig om, og råbte tilbage, at jeg nok skulle komme. Men da jeg så vendte mig rundt igen, for at sige at jeg skulle køre hen til hendes begravelse, var hun væk. Jeg gik ud og satte mig i bilen og spændte mit sikkerhedsbælte. Jeg tænkte meget over, hvad der lige var sket. Jeg valgte at lade vær, med at sige det til min mor og far, for de ville nok ikke tro på mig. Da vi kom hen til kirken, sagde min mor, at jeg skulle gå hen til indgangen, så jeg kunne tage imod alle de grædende gæster, der kom. Der kom rigtig mange. Der var også mange, som jeg ikke engang kendte. Da de sidste gæster var gået ind og klokken havde slået 12 gange, gik jeg også ind og satte mig ned på aller forreste række, sammen med min mor, far og mormor. Jeg sad og stirrede hen på den hvide kiste, fyldt med roser, gaver og små stearin lys. Lige pludselig kunne jeg mærke nået koldt, der trillede ned ad min kind. Jeg var også begyndt at græde. Det var netop lige gået op for mig, at hun faktisk var død! Min bedste ven. Min værelses kammerat. Mit et og alt.
Det er gratis at oprette en konto