Det stille ocean

Vandet lå fladt, uden den mindste krusning, som et vandspejl der kun afspejler ens

ydre uden at skænke ens indre så meget som en enkelt tanke. Gæt hvad, tænkte jeg med hovedet fuld af bitre tanker, mit indre er i flammer. For kun 3 dage siden var jeg lykkelig, det så ud til at alt ville blive godt, men så blev jeg for overmodig og jeg mistede alt, jeg mistede Diana. Hun havde været mit livs kærlighed, også da vi endelig skulle giftes, da jeg endelig ville blive den lykkeligste mand på jorden, blev jeg så for overmodig, hun ville havde et barn, jeg ville havde et stort bryllup og vi havde ikke nok til begge dele, løsningen var enkel vi lavde et bankrøveri. Vi planlagde det i ugevis, intet skulle gå galt alt skulle være perfekt, selvfølgelig var det ikke perfekt, hvorfor var det aldrig perfekt? Det kunne bare havde været en af de lykkelige lalleglade børneeventyr hvor de lever lykkeligt til deres dages ende, men ak hvis verden var ligesom børneeventyr ville folk aldrig dø men bare danse rundt dagen lang, mens de sang sange om hvor glade de var, og spilede på fløjter. Selvfølgelig er virkeligheden meget anderledes her dør der cirka 182000 hver dag, her dør folk af sult, mangler rent vand, har ikke et sted at bo, stort set er alt lort, og så var der et lys, et lys der lyste som et stearinlys på verdens lagkage, men så døde Diana og det lys blev pustet ud, og efterlod et tomrum, et svagt eftertryk der flimrede på ens øjenlåg. Jeg kunne ikke gøre for det, minderne overvælde mig, det føltes som om det indre blødende sår åbnede sig og omsluttede hele min krop, fik mig til at forbløde, som en lille brøkdel af min indre smerte blev fysisk, jeg kunne ikke se, jeg kunne knap nok tænke. Langsomt, ganske langsomt forsvandt smerten og efterlod mig sårbar, uden beskyttelse som hvis en syndflod havde ødelagt alle spor af den fæstning som beskyttede mit hjerte mod smerte. Jeg befandt mig i fortiden, eller i fortidens minder vel og mærket og dér stod hun, Diana, hun var indhyllet i en puppe af lys, men ikke et lys der skære en i øjnene, mere en slags gult lys som hvis solen havde sendt en solstråle ned for at omslutte hende, beskytte hende. Hun stod bøjet over et bord mens hun kiggede, på et kort som jeg udmærket kendte, det var grundplanen til Draklings lokalbank, der var aldrig mere end fem millioner i boksen, men det var også mere end nok. Hun rettede sig op og kiggede på mig mens lyset spejlede sig i hendes øjne, “hvad synes du luftkanalen eller bank døren?,, Hun havde stillet det spørgsmål, for fire dage siden, det spørgsmål der ville ændre alt. Jeg prøvede at sige døren hvis jeg sagde det ville hun måske ikke dø, men det var ikke mig der bestemte, det var min fortid, min dumme overmodige fortid “luftkanalen,, sagde en stemme som var min uden rigtig at komme fra mig. Diana nikkede alvorligt “jeg tror du har ret, det er nok det sikreste,, hun sagde ikke at det er sikkert, eller det er det der vil lykkes, nej bare sikrest. Jeg prøvede at sige nej, men min stemme ville ikke lystre.