Jeg står i det øverste værelse ved det åbne vindue og kigger ud over det mystiske stille Ocean, mens jeg spekulerer over, hvorfor det virker så fuldkomment stille og mørkt. Jeg kan se bølgerne bevæge sig mod land, sommetider store og andre gange små, som driver de rådne planter med sig.
Det er starten på forår, men man kan stadig mærke den kolde vind fra vinteren, som efterhånden er blevet lidt lunere og blæser sandet væk ved kysten.
Jeg tænker tilbage på de vidunderlige dage, med solen højt oppe på den blålige og skyfrie himmel, og lyden af fuglene der kvidrer højt, men nu……… hvorfor har jeg ikke de livlige følelser mere? Hvorfor kan jeg ikke se, og føle den dejlige sol stråle på mit sind? Og hvorfor ser jeg de farverige blomster så utydeligt? Hvorfor føler jeg mig så ufuldkommen eller splittet indvendigt? Hvorfor er jeg begyndt at flygte fra mine nærmeste? Er det angst eller irritation jeg føler fra dem?
Hvad er der egentlig galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke tænke klart? Det føles som et stort sort hul i min hukommelse. Jeg presser min hjerne adskillige gange, prøver at huske, hvad der skete, men jeg erindrer ikke andet end mørke, det eneste der er tilbage er et flimrende glimt af et ungt og kærligt ansigt, efterfulgt af en forfærdelig følelse og smerte af noget ubehageligt,
Det er gratis at oprette en konto