Jeg står og kigger ud over Vesterhavet. Det er i dag søndag den 26. juni 2005. Det er den fjerde cigaret, jeg er i gang med samtidig med, at jeg tænker, ”Hvorfor?”. Jeg tænkte, ”Hvad var det, der gik galt?”. De sidste par måneder har sgu taget for hårdt på mig, jeg kan sgu ikke holde til det mere. Kvist kom gående ind, og lå sin arm over min skulder, og spurgte mig ”Hvad tænker du på?”. ”Jeg tænker tilbage på de sidste uger,” svarede jeg.
Søndag den 24. april 2005 klokken 22.33.
”Så er det i morgen,” sagde Gren. Min teammakker Lasse Lindgren 18 år gammel, lyshåret med håret stående, som havde han haft tungen i en stikkontakt. Hans mørke grønne øjne, som da han var barn, var smukke og blanke, er nu rødsprængte. Hans hud er i ansigtet rynket og ældet, hans smil der før, var et smukt tandpastasmil, er nu helt gult. Ja i har sikkert gættet, at han ryger være end en skorsten. Jeg selv, Kvist er næsten en tro kopi af Gren det er ”Ganz weild,” som Mathias ville have sagt, hvis han levede. Jeg har ladet mit hår få den normale farve. Helt blank sort og langt. ”Ja det bliver godt, men jeg har noget jeg vil vise dig,” sagde jeg og stak hånden i baglommen og trak et stykke papir op. Jeg gav det til Gren, som foldede det ud og sagde ”Det er jo et digt?”. ”Ja det har jeg skrevet på i 3 år, og det er færdigt nu,” svarede jeg. ”Begyndte du dengang Mathias døde?” spurgte Gren. ”Ja,” svarede jeg. ”Læs det nu højt,”.
Det er gratis at oprette en konto