Det stille Ocean

Jeg kunne høre fuglenes sang, en dejlig måde at vågne på. Jeg stod op, jeg kunne stadig mærke den dårlige følelse i maven, jeg havde en hovedpine. Jeg drak for meget i går aftes. Vi holdt en stor afskedsfest, vi havde aftalt, at vi ikke skulle se hinanden i lang tid efter røveriet. Jeg stod op og tog bukser på, der lå nogle panodiler på kommoden. Jeg tog dem alle på en gang i håbet om, at hovedpinen ville gå væk. Jeg gik over til skydedøren og kiggede ud på stranden. Min telefon ringede, det var Johnny. Vi aftalte, at vi skulle mødes ovre hos ham. Jeg satte min pistol i bukserne, og gik ud og satte mig ind i bilen. Jeg kunne ikke vente med at købe bilen, den splinter nye Mercedes. Den købte jeg en uge før røveriet, sammen med mit nye store hus, da jeg vidste, at jeg ville få pengene igen. Jeg satte noget afslappet musik på, og kørte hen til Johnny. Det var Johnny, som havde lånt mig pengene til huset og bilen, han havde arvet en formue fra sin afdøde onkel. Selvom han havde de penge, ville han alligevel være med til røveriet. På vej over til Johnny kørte jeg forbi banken, for at se om vagterne var der hvor de plejede at stå. Der var fem vagter som sædvanligt, men de ville ikke være et problem. Da jeg kom over til Johnny, sad han, og talte med de andre, der skulle være med til røveriet. Der var 3 andre udover Johnny og mig. De andre tre var Bill, Max og David. Jeg kendte dem ikke særlig godt, men Johnny sagde at de var gode nok. Jeg stolede ikke på dem, de lignede ikke nogle typer man kunne regne med, snarere nogen der ville efterlade en i stikken. Jeg gik over og hilste på dem alle, de sad og kiggede på en kort over banken. Jeg satte mig ned og så hvad de havde planlagt. De havde tænkt sig at vi skulle storme ind ad hoveddøren og tage en vagt hver. Efterfølgende skulle Max og jeg ned i kælderen hvor bankboksen stod. Vi skulle springe døren op med nogle sprængstoffer, og fylde pengene op i tasker. Mens vi fyldte pengene op, skulle de tre andre sørge for at alle blev inde i banken, de ville have nogle ladte våben på sig. Vi havde cirka otte minutter til at komme ind og ud før politiet ankom. Vi havde fået et tip fra en af medarbejderne i banken. Vi ville få mindst 70 millioner ud af boksen. Det var selvfølgelig kun hvis intet gik galt. For mig lød det som noget man ser i en film, men der slipper bankrøverne aldrig væk. Efter vi havde planlagt alt nøje, satte vi os ned for at få noget at drikke. Vi sad og slappede af og hyggede os over en gang poker. Så kom vi i tanke om, at vi manglede nogen til at vente ude foran banken med en bil. David foreslog at hans bror, som var en tidligere racerkører, kunne være den heldige til at holde vagt. Vi andre tænkte, at det var bedre end, at hyre en eller anden fremmed som vi ikke kendte. Vi blev alle enige om at David skulle ringe til hans bror Sam, så det gjorde han. Efter en times tid kom Sam med en varevogn, som han havde skaffet. Han var åbenbart også en god biltyv. Så var det hele klart og vi kunne alle gå hjem og hvile os inden det hele gik i gang. Jeg satte Max af ved hans lejlighed, så kørte jeg videre hjem. Da jeg kom hjem sad jeg bare og så på planen over banken og tænkte over hvilken måde jeg skulle åbne bankboksen hurtigst på. Jeg kom frem til at jeg ikke ville risikere at sprængstofferne var for svage til at sprænge den store dør op. Så derfor blev det de dyre sager. Det var C4 plastik sprængstof, noget af det stærkeste på markedet. Efter det lagde jeg mig i min seng og faldt i søvn.