Kunstigt liv

Det startede i 2019 hvor menneskerne havde fundet ud af at lave robotter mere kloge, mere fliksimpel. De opdagede at man kunne lave en tro kopi af mennesket selv, det virkede som en hel harmløs ting, virkede ikke som en dum ide, indtil den dag robotterne fandt magten i verden. Mit navn er Sarah og jeg er lige fyldt 15år, jeg har altid synes at mennesket tager robotterne for meget ind i vores liv, men stadig er det dejligt nok hvis man ikke gider at rydde op at man så bare kan få en robot til det. Jeg kan huske at jeg sidder og ser fjernsyn hvor de pludselig viser den nye robot de har opfundet, en tro kopi af mennesket selv, forskerne sagde at "robotterne skal ikke længere blot være legetøj eller en hjælpende hånd i industrien. De skal også være menneskets bedste ven i fremtiden, vores legekammerat og vores plejepersonale." Jeg fik en chok, troede ikke at det passede, jeg spurgte min mor ang. menneske robotterne hun sagde at mennesket ikke holder op med at opfinde ting før den dag det går galt. Jeg kunne ikke få det ind i hovedet at vi pludselig også skulle til at spørger folk om de var et menneske eller en robot, min mor beroligede mig og sagde at jeg nok skulle vende mit til det, ligesom jeg havde vænnet mig til alt det andet robot ting. Folk begyndte at få kopierede en tro kopi af dem selv eller måske en afdød person, dem som ikke kunne få børn valgte at få lavet en robot barn, alt blev nærmest til robot der var næsten intet som ikke var robot. Efter nogle år er menneske robotterne stadig et hit, jeg er omkring blevet 18år, jeg prøver at få min uddannelse gjort færdig indtil en dag, hvor jeg støder ind i den mest sødeste fyr jeg nogensinde har set. Vi begyndte at lærer hinanden bedre at kende og startede med at gå ud sammen, tror aldrig at jeg havde været så forelsket før i mit liv. Hans navn var Henrik han havde sort halv langt hår, han var høj, pæn tynd, og så havde han det mest sødeste smil jeg længe har set, han var mit et og alt. Vi havde omkring været sammen i 2år da han en dag siger til mig at jeg skal sætte mig ned, for han vil godt snak med mig om noget, jeg bliver så inderlig bange, han for beroliget mig og prøver så at fortælle mig at han altså ikke er et rigtig menneske, men en robot. Jeg flipper total ud på ham, og spørger ham hvorfor han har holdt det hemmeligt i så lang tid, han sagde at det var fordi han elskede mig og ikke ville miste mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, i 2år har jeg været forelsket i en robot, været sammen med en uden at jeg selv har vidst det.