Mit hjerte bankede som aldrig før, mens det prøvede at pumpe blod ud i mine kolde fingre. Jeg stod i kanten af vejen, jeg var klar, men jeg manglede bare Martin. Jeg stod der hvor vi havde aftalt Martin og jeg, men han var der ikke. Jeg var klar til at gå indenfor igen, da det var forfærdelig koldt, men i det samme hører jeg en råbe, det var Martin som råbte. Endelig kom han tænkte jeg.
Vejen var det eneste sted vi ikke måtte lege på, men alligevel var vi der altid. Jeg ventede bare på dagen hvor jeg fik chancen for at krydse. Jeg ville ønske, at jeg bare en gang fik lov til gå over den vej, alene! Men det er strengt forbudt, desuden er der også sat et skilt op foran vejen hvor der står man ikke må krydse vejen uden en voksen i hånden.
Nu er han kommet hjem til mig som han plejer, vi skal ud spiller fodbold om lidt, men jeg bliver lige nød til at fortælle noget fedt først, så jeg begyndte at fortælle. Jeg sad som jeg plejer og kikkede ud af vinduet omkring klokken 19.30, men lige den dag var bare anderledes for der var et slags lys oppe på bakken. Solen var lige over bakken, det så ud som om, at den reflektere sig i jorden på en eller anden underlig måde. Jeg har aldrig set noget lignede før i mit liv, det er fantastisk. Det så ud som om det nærmest var en form for ild eller noget lignende i hvert fald. Det er det eneste man kan se fra mit vindue, ikke noget andet. Jeg sagde til mig slev i går, at det bliver jeg nød til at se.
Det er gratis at oprette en konto