Måske er der håb endnu

Jeg kigger ud af bilruden, ud på det grå landskab. Det er trist at tænke på, at sommeren næsten allerede er slut, og jeg har spildt den på sommerskole. Sommerskole, hvem fanden har fundet på det? Man skulle hellere kalde det et børnefængsel. Et sted forældre sender deres problembørn hen, når de bliver trætte af dem.

Bilen stopper og gennem vinduet ser jeg min mormors gamle hus. Sidst jeg besøgte det, var mens hun stadig levede. Nu har min tante så overtaget huset, hvilket man tydeligt kan se. -Haven er blevet helt tilgroet, og der ligger skraldeposer ved siden af døren.

Jeg står ud af bilen, og går op mod entreen. Det var stoppet med at regne, og man kunne høre fuglenes smukke kvidren. Måske er der håb endnu.

Jeg træder ind af hoveddøren, og går ind mod stuen. Huset dufter ikke af lavendel, som det plejede, det har fået en stank af cigaretrøg og min tantes alt for billige perfume. Gangen virker også mere dyster end den plejede. Som om sjælen af huset forsvandt, da mormor forlod os. Sammen med hendes varme smil og bekymrede øjne, duften af hende fantastiske mad, og den måde hun læste godnathistorier på.

“[NAVN A], er det dig?” tantes skingrende stemme skar gennem huset. Den lyder, som har nogen skåret hendes hals op, og derefter syet den sammen igen. Min tante sidder inde i stuen og ryger en cigaret. Idet jeg træder ind i stuen, kommer der en overvældende stank af cigaretrøg, som en mavepuster. . Hun stirrer på mig et stykke tid uden at sige noget. Hendes små, stikkende øjne borer sig ind i huden på mig, som om hun prøver på at finde en lille smule skyld hun kan bruge imod mig. Men jeg har sgu ikke tænkt mig at lade hende vinde.