Efter Alfreds datters død, var det sjældent samtaleemnet omkring spisebordet. Faktisk havde der efter episoden med Alfreds selvmordforsøg, i det hele taget ikke været noget samtaleemne. Nu var snakken omkring bordet, mere eller mindre, blevet afløst af en larmende stilhed, kun overdøvet af bornholmerurets tikken. Alfreds forhold til sin kone, havde efterhånden krympet sig ned til en intet andet end en tavs, intern indforståelse om at fortiden helst ikke blev set revet op i.
På overfladen lod hans kone til aldrig at skænke deres datters død en tanke, men alligevel vidste Alfred der inde under den kolde overflade, gemte sig en hjerteskærende sorg. Af en eller anden grund var det bare for smertefuldt at åbne op for. Alfred derimod, følte sig fuldt afklaret med hendes død. Det skete faktisk kun sjældent at han tænkte på det.
Dog hændte det en dag, da Alfred en sen midsommeraften siddende sin veranda, skuende ud over den solnedgangs-indhyllede fjord, at han faldt hen i sentimentale tankebaner. Billeder som hans datter legende i sandkassen, eller gående ved Vesterhavet samlende på rav, eller bare smilet fra hendes læber, blev pludseligt sluppet fri fra et sted dybt inde i hans sind. Men på trods alle de smukke billeder emmende af ro og lykke, var der én ting som dybt inde i ham skabte rædselsfuld splid og fortvivlelse.
Det er gratis at oprette en konto