Ved Højer Sluse, forsættelse

Det var en våd og usædvanlig kold sommermorgen i juli. Alfred lå bevidstløs på det iskolde flisebelagte gulv, og vred sig af smerte. Under bølgen var han blevet skubbet ind i flere borde, end han kunne tælle, og han havde derved knust flere knogler i sin krop. Han kunne ikke rejse sig, han lå bare og tænkte på, hvorfor gud havde så meget imod ham, at han var villig til at give ham endnu flere smerter, nu oven på hans forlovedes død. Han ville bare så gerne op i himlen til sin elskede Karen. Alfred vågnede op på sygehuset, han kunne knapt bevæge sig for alt det gips. En tåre trillede ned af hans kind, da han huskede sig selv på, hvorfor han var her. I det samme øjeblik trådte en sygeplejerske ind på stuen. Hun forklarede Alfred, at han var meget heldig at have overlevet. Alfred tænkte noget andet, det stik modsatte. Hvordan kunne løkken om halsen have gledet ud over hans hoved? Det var et mysterium. Som dagene gik, kom ingen og besøgte ham. Han var helt alene i den store verden, Men snart ville det være slut med sorg, han havde allerede udtænkt en plan. Hver dag havde Alfred bemærket, at sygeplejersken stillede forskellige piller ind i rummet ved siden af hans, og der måtte da være noget der, der kunne bruges. Endelig kunne han komme af med alt den længsel, og komme op i himlen til sin elskede Karen. Men Alfred havde et problem, han kunne hverken stå eller gå, og hvis han blev fanget i at prøve at begå selvmord, ville de helt sikkert sende ham til en anstalt. Der var kun en chance, Nu galt det. Der gik et par uger, hvor Alfred lå og spekulerede på, hvordan han bare kunne have en lille chance for at snige sig derind. Han tænkte så det knagede. Men for hver dag Alfred lå på stuen, blev han mere og mere usikker på, om han skulle gøre det. Men nu bød chancen altså, det var nu eller aldrig. To af de fire sygeplejersker skulle til konference i byen, og det gav ham muligheden for at snige sig derind. Han rejste sig fra sengen og ned på gips benene. Det kunne de ikke holde til, og med det samme faldt Alfred ned på gulvet. En blanding af ulidelige smerter fra hans ben, og så tanken om, at han var nået så langt ud, at han ville begå selvmord, fik ham til at græde. Hvad gik der af ham, han ville da ikke begå selvmord. Han ville bare elskes. Og for første gang i hans liv, var der en, der havde elsket ham, og det var da klart, at man var parat, til at gøre hvad som helst for at være hos hende igen. Men nu kunne Alfred godt se, at det var tåbeligt at berøve sig selv den største gave man nogensinde ville få, selve livet. Ude fra gangen hørtes der skridt, og da sygeplejersken fik øje på Alfred, styrtede hun hen og lagde ham op i sengen. ”Er du okay?” spurgte hun. Alfred svarede stille ”Ja, nu er jeg.” Nu kunne Alfred godt se, at gud ikke ville give ham mere smerte men tværtimod skænke ham livet igen. Han var evig taknemmelig for det. Tre uger efter blev Alfred udskrevet fra hospitalet. Han var ikke overlykkelig, og han var selvfølgelig stadig ked af Karens død, men han havde fået livsglæden tilbage, og nu kunne han da i det mindste leve sit liv, til han blev gammel. Han havde været forblindet af sorg og depression, men nu stod det hele lysende klart for hans øjne. Han var klar til at begynde igen