Novellen 'Ved Højer Sluse'

Han tog det gullige reb over hovedet, bandt løkken på rebet op, tog rebet ned og lagde det fra sig nede i skuffen, hvor han tog rebet fra. Han trådte ned fra den røde skammel og ned på gulvet, så satte han skamlen til side og kiggede rundt i det oversvømmede bageri. Hele gulvet var vådt og alle tingene på gulvet sejlede i vand. Der var vand over alt på gulvet og det blev ved med at stige. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han gik rundt og kiggede efter, hvor stor skaden var. Han gik i vand til knæene, kageforme og bageplader sejlede rundt om benene på ham. Der var intet at redde. Alt var ødelagt eller stod fast på gulvet og var ikke til at flytte med. Brødet, ingredienserne, melet m.m. var vådt og klistret og kunne ikke bruges til noget. Væggene begyndte lige så stille at smuldre væk, da vandet kom ind, men ikke kunne komme ud igen. Han åbnede døren ud til gaden, men der kom bare mere vand ind. Hele byen var oversvømmet, pga. vandet der havde fået ødelagt digerne ude ved havet.

Han gik ud af døren og ud på gaden. Han kiggede sig rundt, der var ingen mennesker at se nogen steder. Han var helt alene på denne gade, men måske var håbet ikke tabt endnu. Han kaldte på hjælp. Intet svar. Han prøver igen, igen og igen. Stadig intet svar. Han prøvede at gå ud på gaden, men vandet var blevet så højt nu, så han kunne ikke gå. Han blev nødt til at svømme, ellers druknede han. Han svømmede ud på midten af gaden. Det skulle han aldrig have gjort. Strømmen tog ham med det samme, og han kunne ikke kæmpe imod. Han blev revet med strømmen forbi steder, som han aldrig havde været ved før. Verden var større end han lige gik og troede. Hans ”sejltur” ned af gaden fik ham kastet under vandet mange gange, men han fik sig kæmpet op over vandet igen. Flere gange var han ved at opgive, og tænkte at han lige så godt kunne lade sig drukne, da Karen Margrethe jo alligevel også var død nu. Men noget fik ham til at blive ved med at kæmpe for sin overlevelse. Noget. Noget, som han ikke vidste hvad var. Det var som om han blev revet i armen, og som om der var en, der hele tiden sagde ”kæmp, Alfred, kæmp”. Han kæmpede, men hvad skulle det hjælpe? Karen Margrethe var der ikke mere, så hvem skulle dog have brug for ham. Ham som ikke kunne andet end at bage, ham som bare ville væk fra det hele, ham der ikke havde været til nogen hjælp. Nu stødte hans fod på noget, hvad var det, var vandet begyndt at trække sig tilbage, eller var han kommet så langt væk, at der var land under ham igen, det måtte være det sidste, for han kendte ikke området han var i, hvad ville det betyde, måske en ny start, et nyt liv, en ny chance.