Da han vågnede efter vandet var forsvundet, lå han pladdervåd med løkken om halsen.
Han tænkte, at skæbnen nok ville have han ikke skulle hænge sig, men dø af alderdom eller lignende i stedet. Alfred Erling Larsen ville give skæbnen en chance, og prøvede at holde ud. Det var svært, han kunne ikke leve uden Maria. Han lå hver nat, og tænkte på hvordan bordtennisbolden kunne være endt i hendes hals. Han havde mange tanker gående i hoved, for man putter jo ikke bare en bordtennisbold ned i halsen med vilje. Hun var sød, klog og han havde op til flere gange, sagt at han elskede hende. Det måtte være noget på færre, en eller andet måtte havde dræbt hende med en bordtennisbold, men hvem?
Dagen efter havde Alfred Erling Larsen, været ude og gå ved fårene. Der var ikke mange får tilbage efter oversvømmelsen, men der var da et par stykker. Alfred Erling Larsen var en af de få bagere, der var i byen. Han var blandt de bedste i hele landet, og alle får at få hans brød. Det var hans far Jens Erling Larsen som ejede bageriet før ham, men han døde så Alfred kom i lærling, og senere hen overtage stedet. Alfred havde fået af vide at hvis hans miljø skulle gå ned af bakke, skulle han sælge stedet og flytte sammen med bagerens datter Sofie. Hun var køn og intelligent, og Alfreds far havde set hvordan de kiggede på hinanden. Der gik ikke lang tid efter at han havde tænk på hende, så strømmede folk til bageriet igen og pludselig kom der en pige ind. Hun hed Laura. Alfred blev mundlam, det lignede hans sidste kærlighed, Sofie. Han begyndte at snakke med hende, og de stod og snakket i flere timer. Lidt tid efter spurgte Alfred “det var hyggeligt at møde dig, håber vi ses igen” og det ville hun meget gerne. Alfreds liv var blevet meget lykkeligere end før, især når han har mødt en ny pige, Men han tænkte stadig på Sofie. Han ville prøve og sætte Sofie lidt i bagtanken, og starte et nyt liv Laura. De snakkede meget sammen, og flyttede efterhånden sammen i et lille hus, ikke langt derfra.
Det er gratis at oprette en konto