Valg er noget som mennesker tager, ofte for at få nytte af det. Der er ingen der kan styre hvad du vælger eller hvorfor du vælger det. Disse valg er med til at definere mennesket og hvorfor der er forskelligheder i samfundet. Én forskellighed der har været oppe og vende er mellem dem vælger at spise kød, og dem som fravælger det. Klimaforandringerne bærer præg af den masse kød der bliver spist, bør man derfor blive ved eller ej? dette bliver diskuteret i både Rasmus Willigs kronik “Spiser du lige så meget kød som gennemsnittet” og artiklen “Bør vi spise mindre kød for klimaets skyld”, hvor der blev sat op til hed debat.
I Rasmus Willigs kronik “Spiser du lige så meget kød som gennemsnittet” bliver man præsenteret for hans holdning om hvorvidt vi bør spise kød. Hans holdning er klar, kødædere er klima ødelæggende. Han hævder at hvis man spiser kød, ønsker man ikke sine børn det godt, da de i fremtiden skal modtage jorden i en beboelig tilstand. Man bør derfor ændre sin adfærd og enten stoppe helt med at spise kød eller i hvert fald skære gevaldigt ned på det, ifølge Willig. Til det, kommer han ind på at man skal tage det i små skridt og prøve så vidt som muligt at nudge folk til at droppe kødet. Et tiltag kunne ifølge ham være at der skal ændres i vores statussystem, så vegetarerne og veganerne er de seje, og det ligefrem bliver de kødædende der bliver pinlig gjort. Her lægger han op til at man nu skal begynde at håne de kødædende, og det er her Willig kører af sidesporet ift. hans udtrykkelser. Han opstiller dette problem meget sort og hvidt, hvor det nærmest er “dem mod os”. Hvis man ønsker at overbevise en modpart, skal man aldrig begynde at håne dem. Det giver blot et indtryk af vegetarer og veganere som dobbeltmoralske. For han nævner selv at de grøntspisende modtager nedladende kommentarer og had, men hvis de grøntspisende begynder at håne de kødspisende og ligeledes de kødspisende der håner de grøntspisende, ender det bare i en konkurrence mellem de to parter, og med henblik på Willigs vision har han egentligt brug for et forenet samfund for at løse problemet. Et splittet samfund ville derimod forværre diskussionen og derfra skal han ikke regne med at skabe et grønt samfund. Han prøver egentligt så vidt som muligt at sætte kødædere i dårligt lys, da han bla. nævner at de kødædende blot kæmper en kamp for at undgå kræft i tyk -og tyndtarmen, og det ved man, ikke er sandt. Jo sandelig, i nogle tilfælde, men det er ikke en stor procentdel. Man kan vel sige at overdrivelse fremmer forståelse i dette tilfælde, men at det også bruges som propaganda er nok over grænsen. Willig går også ind og kommentere på velfærdsstatens økonomiske gavn af kødproduktionen, som er grunden til at samfundet vælger at beholde denne klimaødelæggende vane, ifølge ham selv. Dertil kommer diskussionen så om det overhovedet er nødvendigt at tale om nedskæring af kød i et bæredygtigt perspektiv. Bæredygtighed handler bla. også om den økonomiske stabilitet, så hvad med at starte et andet sted. Få flere mennesker til at cykle, spis mere økologisk, spar på elektriciteten, drop madspildet. Der er mange andre alternativer til at skabe et sundere klima. Der er ingen der ville sige nej til at spare på elektriciteten, cykle mere, spise økologisk hvis gives de rette grunde. Dette er i forvejen additioner i ens hverdag som kan gøre en forskel på klimaet. Men kød, som igennem hele menneskeheden har været den primære protein -og fiberkilde er svær at afskaffe.
Det er gratis at oprette en konto