Den danske velfærdsmodel: redegørelse, udfordringer og løsninger

I Danmark har vi fået opbygget en model der kaldes, den danske velfærdsmodel som også bliver kaldt den universelle model. I den universelle model ser vi at, staten spiller en vigtig rolle for at alle borgere har grundlæggende sociale rettigheder. I Danmark er det opbygget således, at vi selv yder noget for den sociale frihed vi har i form af, fri hospital, fri skole og uddannelse osv. Man tager altså hånd om de svage i samfundet, og nedsætter forskellen mellem rig og fattig i samfundet. Ved hjælp af den danske velfærdsmodel ser vi, at der er en høj grad af omfordeling fra rige til fattige. Familier med lave indkomster tilgodeses ved hjælp af diverse overførsler, f.eks. dagpenge, kontanthjælp eller pension. Via det skattesystem vi har, sikre det, at de velstående i samfundet bidrager mest til statskassen ved at betale topskat. De rige betaler altså en større del af deres indkomst i skat end folk med lav indkomst, og her bruger vi altså betegnelsen ”progressiv beskatning”, hvor jo mere du tjener, jo mere skal du betale i skat, og dermed bliver forskellen mellem rig og fattig mindre. Som sagt bygger vores velfærdsmodel altså på, at tage hånd om de svage i samfundet, og at alle har lige muligheder/rettigheder. Det gør man f.eks. ved hjælp af det høje skattetryk. I Danmark har vi et højt skattetryk, hvilket går ud på at de gratisydelser som staten giver os skal også finansireres, og det gør staten ved hjælp af de penge vi aflevere i skat. En anden måde vores velfærdsmodel tager hånd om de svage er ved hjælp af de sociale ydelser, i form af pension, kontanthjælp osv. Dette gør altså, at alle i samfundet har ”lidt” mellem hænderne.