Analyse af naturen i H.C. Andersens 'Klokken'

Naturen i litteraturen Naturen i litteraturen havde sin storhedstid i romantikken. Forfatterne blev fremstillet som genier, fordi de havde evnen til at igennem litteraturen beskrive hvordan, at man vha. af panteismen så gud i alt. De begyndte langsomt i universalromantikken (1800), at skrive hvordan der indirekte var en dybere mening bag alt, og hvordan det nye begreb ”sublime” blev et værktøj til, at beskrive religiøse oplevelser. Forfatterne prøvede at se igennem den materialeverden i forsøg på, at vække en skjult mening. De danske forfattere dyrkede samtidig også forestillingen om, hvordan det guddommelige var overalt og især i naturen. Især vores største forfatter H.C. Andersen, skrev i 1845 det berømte kunsteventyr ”klokken”. Eventyret er et fantastisk eksempel på hvordan, at man ville karakterisere et litterært værk i perioden 1800-1870. Værket besidder mange af de universalromantiske træk, hvilket også har haft en stor betydning på populariteten igennem tiden. H.C. Andersen fortæller om 2 konfirmanders rejse, efter længslen til det guddommelige og åndelige. I eventyret er det tydeligt at se, hvilket fastslået dualistisk livssyn H.C. Andersen besad.

De eneste personer vi får oplyst i eventyret, er de 2 konfirmander kongesønnen og den fattige dreng. Hele eventyret er opbygget op omkring dem, og deres bestræbelse efter nysgerrigheden. H.C. Andersen har opbygget disse 2 karakterer, vha. nogle personlige forestillinger. Samtidig fremstiller H.C. Andersen de 2 konfirmander som kontraster. Dette kommer dog kun til udtryk i deres sociale forhold, men psykisk deler de de samme kompetencer. Kongesønnens handlinger og tanker viser en stærk og målrettet ung knægt, som stoler på sine intuitioner. Selvom alle andre borgere vender hjem efter en forgæves søgen efter klokken, forbliver kongesønnen stadig fastslået på at opdage klokken. Kongesønnen besidder en viljestærk tankegang som også ses i teksten: ”Skulle det være den, man havde hørt. Ja, derom var de alle enige, på en nær, han sagde, at den klokke var for lille og fin til at kunne høres så langt borte, som de havde hørt dem, og at det var ganske andre toner, som således, rørte et menneskehjerte; han som talte var en kongesøn, og så sagde de andre: ”Sådan en vil nu altid være klogere”. Som sagt viser dette eksempel os, at vores hovedperson er fastslået på at forsætte sin søgen efter klokken, selvom alle andre er overbeviste om de har fundet den rigtige klokke. Kongesønnen udviser også et højt reflekterende niveau. Han er i stand til at reflektere over hvordan klokkeklangen lyder. Dvs. at han kan skelne imellem den ”forkerte” og ”rigtige” klokke. Udtagelserne fra borgerne hentyder også som stikkende kommentarer til kongesønnen, fordi deres forklaring er at kongesønnen er bedrevidende hvilket fremstår nedladende overfor konfirmanden.