Analyse af novellen Løgnen

Novellen ?”Løgnen” er skrevet af den amerikanske digter og novellist Raymond Carver, der især er middelklasselivs problemer. Disse bærer ofte præg af problemer i ægteskabet, eksistentiel usikkerhed og alkoholisme. Carvers noveller udspiller sig ofte således, at en ulykke tydeliggøres, og gennem hele handlingen ligger en masse uudsagt mellem linjerne, hvilket afsluttes i form af en åben slutning. Netop denne novelle er fra novellesamlingen ”Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed”, udgivet i 1985 (1971 trykt på engelsk) og problematiserer løgn og sandhed i et parforhold samt det senmoderne samfunds kønsrolleskift. Det centrale omdrejningspunkt i denne novelle er et ægteskabeligt problem, der bunder i en løgn. Hvad løgnen indebærer, får vi som læser ikke indblik i, vi ved kun, at manden har fået noget ubehageligt at vide om sin kone af en fælles veninde. Novellen er fortalt og fremstillet på en ganske særlig måde, der fremmer læserens forståelse af det aldeles komplekse og utraditionelle parforhold, der optræder i teksten. Novellen fortælles og fremstilles på en yderst effektiv måde, da Carver formår at pirre læserens nysgerrighed og dermed fastholde læserens opmærksomhed gennem hele handlingen. Nysgerrigheden pirres grundet den minimalistiske skrivestil, idet der aldrig afsløres eller gives dybdegående forklaringer på, hvad løgnen drejer sig om. Derfor er det op til læseren selv at fortolke på, hvad der konkret er sket forud for novellens handling. Endvidere er det altså også op til læseren selv at vurdere, hvilket af det konen siger er sandt eller falsk. Til at forstærke denne minimalistiske skrivestil har Carver valgt at lade novellen starte in medias res: ”Det er løgn”, sagde min kone. ”Hvordan kunne du tro på sådan noget? Hun er jaloux, andet er det ikke” (s. 4, l. 1-2, 1985). In medias res har den effekt, at vi som læser føler, at vi ikke har fået begyndelsen på historien med, og vi må derfor selv drage konklusioner om, hvad der er foregået. Til at formidle historien er en eksplicit jeg-fortæller anvendt, der i øvrigt optræder som manden i historien. Fortælleren giver sig altså til kende som en person, der selv deltager i handlingen, og måden historien fortælles på bliver derfor åbenlys for læseren. I og med, at det er manden der formidler hele historien gør, at vi kun ser tingene fra hans synsvinkel – der er tale om en indre synsvinkel. Dette gør, at vi kun har mulighed for at opleve handlingen gennem mandens beskrivelser: ”Jeg følte mig dårligt tilpas. Jeg stod der i